[column width=”30%” padding=”5%”]
Det var i Frankrig, Poe fik sit endelige gennembrud. Digteren Charles Baudelaire (Les Fleurs du Mal) læste ham og oversatte en række af hans fortællinger i starten af 1850’erne. Baudelaire opdagede her et åndsbeslægtet menneske og det fik lige så stor betydning for ham selv som for Poe. I et brev fra 1864 skrev han: ”Da jeg første gang åbnede en bog af ham, fandt jeg digte og noveller, således som de allerede havde foresvævet mig, dog utydeligt og kaotisk, uordnet – men Poe havde forstået at forbinde og fuldende dem. Bevæget og tryllebundet opdagede jeg ikke alene emner, som jeg havde drømt om, men også sætninger og tanker, der kunne have været mine – havde Poe ikke skrevet dem tyve år forinden”.
Da Amerika tog ham til sig, blev han eksponent for genren “Dark Tradition”, der beskrev følelser som angst, fortvivlelse og skepsis. Forfattere som Ellen Glasgow, Thomas Wolfe og William Faulkner repræsenterede dette åndsslægtsskab en menneskealder senere.
Moderne amerikanske forfattere som Ray Bradbury og Paul Auster har åbenlyst erklæret deres inspiration fra Poe. I Ray Bradbury’s novellecyklus Krøniker fra Mars findes fortællingen Huset Usher 2, i Paul Auster’s roman Brooklyn Dårskab udtaler en af personerne, at Poe var ”den første rigtige forfatter Amerika gav verden” og i første bind af Auster’s New York Trilogi By af glas tager hovedpersonen en overgang navneforandring til William Wilson.
J.P. Jacobsen har utvivlsomt læst flere Poe noveller, før han skrev historien ”Et skud i tågen”. J.P. Jacobsens interesse for Poe er ikke overraskende. Han var fascineret af den verden af forfald, død og rædsel, som konstant lurede under overfladen i Poe’s tekster. Jacobsens digt “En arabesk” fra 1868 har tydelige referencer til “The Tell-Tale Heart” og “Ligeia”.
Den danske forfatter Dennis Jürgensen blev så fascineret af Poe, at han kaldte en af sine romanpersoner Edgar Allan Poulsen.
Den svenske forfatter og dramatiker August Strindberg følte sig i den grad åndeligt beslægtet med Poe, at han på det nærmeste betragtede sig som en reinkarnation af ham, idet han blev født samme år, som Poe døde. Strindberg lånte en svensk oversættelse af Poe af sin svenske forfatterven Ola Hansson, som har skrevet essays om Poe. Kort tid efter læsningen skrev han bl.a. i et entusiastisk brev til Ola Hansson: Den næste epoke skal dreje sig om E.P.!” – I bogen “Poe In Northlight” skriver Carl L. Anderson: “En nærmere undersøgelse af baggrunden til Strindbergs første breve til Ola Hansson, i hvilke Poe blev diskuteret, antyder, at Strindberg forsætligt førte en “hjernekrig” med sin nye ven. Hvis det forholder sig således, skal hans udtalelser om entusiasme for Poe, selv om de uden tvivl er spontane, betragtes som værende udsprunget af højst blandede følelser og ikke udelukkende i glæde over opdagelsen af en åndsbeslægtet forfatter”.
I landsmanden Walt Whitman’s prosabog fra 1882 Specimen Days står der bl.a. i essayet Edgar Poe: ”I en drøm jeg engang havde, så jeg et fartøj på havet, ved midnat, i hårdt vejr (…) På dækket stod en slank, smidig smuk mand, ikke helt tydelig i omridsene; han nød tilsyneladende alle rædsler, mørket og al den forvirring, hvis centrum og offer han var. Denne person i min uhyggelige drøm kunne godt være Edgar Poe, hans ånd, hans skæbne og hans digte – der alle er uhyggelige drømme”.
Sir Arthur Conan Doyle skrev i sine erindringer, at han i sin ungdom var dybt fascineret af Poe’s detektiv C. Auguste Dupin. Derimod havde hans verdensberømte detektiv Sherlock Holmes ikke meget til overs for Dupin. Her er et citat fra den første Holmes beretning En studie i rødt (1887), Dr Watson er netop flyttet sammen med Holmes i lejligheden i Baker Street 221B og Watson siger: ”De minder mig formelig om Edgar Allan Poe’s Dupin. Jeg anede ikke, at der eksisterede sådanne væsener uden for romanerne”.
Sherlock Holmes rejste sig og tændte sin pibe. ”De tror sikkert, at De siger mig en stor kompliment, når De sammenligner mig med Dupin,” bemærkede han. ”Efter min opfattelse har Dupin imidlertid været en person af ret ringe kaliber (…) En smule talent for analytisk tænkning har han utvivlsomt haft; men han har på ingen måde været et sådant unikum, som Poe øjensynligt har tænkt sig”. (…) Jeg (Watson) var godt gal i hovedet over at høre to romanhelte, som jeg altid havde beundret, blive sablet ned på denne overlegne måde. Jeg gik hen til vinduet, hvor jeg blev stående for at se på det travle gadeliv. ”Det er meget muligt, at den gode Holmes er et usædvanligt fint hoved,” sagde jeg til mig selv, ”men bevares vel, hvor er han dog indbildsk”. – I et essay fra 1909 skrev Conan Doyle: ”Hvis alle forfattere, der får et honorar for en historie, som skylder Poe sin tilblivelse, skulle afgive en tiendedel af det til et monument for mesteren, ville det blive en pyramide så høj som Keops-pyramiden”.
[/column]
[column width=”30%” padding=”5%”]
Den franske digter Paul Verlaine fik inspiration til sine digte fra Poe; begge dyrkede de sprogets væsentligste musikalske natur (pure poetry) i stedet for at bibringe dem et belærende og fortællende formål.
Den franske symbolistiske digter Stéphane Mallermé blev inspireret af Poe’s rytmiske prosa og foretog i sidste halvdel af 1800-tallet en meget citeret prosaoversættelse af Ravnen.
Den amerikansk/engelske digter T.S. Eliot (kendt for digtet The Waste Land) har proklameret, at Poe’s intellekt kunne sammenlignes med en højt begavet præpubertetknægts. Eliot indrømmede dog siden hen, at han ikke kunne være sikker på, at hans digtning ikke var inspireret af Poe.
Den engelske forfatter Andrew Taylor udgav i 2003 romanen Den amerikanske dreng, der er en fiktiv beretning om et år af Poe’s liv i England. Den er skrevet som en viktoriansk roman med en mordgåde og en kærlighedshistorie. På det tidspunkt boede Poe på Southampton Road i Bloomsbury. Handlingen kan til tider være indhyllet i komplicerede intriger, men romanen er velskrevet og interessant mest pga. de stemningsfyldte beskrivelser af datidens England anno 1819.
Den amerikanske horror- og science fiction forfatter H.P. Lovecraft står i dyb gæld til Poe, hvilket han selv offentligt vedkendte sig. De har begge to haft uberegnelig indflydelse på det 20. århundredes mange horror-forfattere. Læs Lovecraft’s fortællinger “The Rats In the Walls” (Rotterne i murene) og “The Music Of Erich Zann” (Nattens musik) og bliv overbevist!
Forfatteren Matthew Pearl skrev i 2006 romanen The Poe Shadow. Bogen tager sin begyndelse i Baltimore 1849. Poe er netop blevet begravet i en unavngiven grav. Den amerikanske befolkning har accepteret påstanden om, at Poe var en andenrangs digter, der døde som en drukkenbolt. Men sagføreren Quentin Clark, en stor beundrer af Poe, sætter sin karriere og sit gode ry på spil i et lidenskabeligt korstog, der har til hensigt at rense Poe for de beskyldninger. Clark finder ud af, at Poe’s sidste dage står i et gådefuldt lys med en masse ubesvarede spørgsmål og han eftersøger den eneste person, som er i stand til at løse dette mysterium: Den mand, der var levende model for Poe’s geniale fiktive detektiv, C. Auguste Dupin.
Den japanske krimiforfatter Taro Hirai var i den grad inspireret af Poe, at han antog kunstnernavnet Edogawa Rampo, som er den fonetiske gengivelse af Poe’s navn på japansk. Han grundlagde og bestyrede senere Japan Mystery Writer’s Club.
I anledning af Poe’s 200-års fødselsdag i 2009 udkom bogen MØRKET POE 4 makabre hyldester med inspiration i Poe’s gotiske fortællinger. 4 danske forfattere havde taget afsæt i hver deres Poe-fortælling. A.M.Vedsø Olesen (Hjertet, der sladrede), Steen Langstrup (William Wilson), Rikke Schubart (Berenice) og Patrick Leis (Huset Ushers Fald). Redaktøren Mette Strømfeldt skrev i bogens forord bl.a.: ”Det har været en fest at være med til at lave denne antologi, der fejrer 200-året for Edgar Allan Poes fødsel” (…) ”De fire gysernoveller i denne antologi vidner på hver deres måde om, hvilket inspirerende kraftfelt Poe er”.
Den norske forfatter Nikolaj Frobenius skrev I 2008 romanen Jeg skal vise jer frygten. En historisk roman, der bl.a. handler om Edgar Allan Poes skæbnesvangre møde med redaktøren og kritikeren Rufus Griswold, som gav Poe et fælt eftermæle; bl.a. skrev han en nekrolog, der aldrig skulle have været trykt. Dele af den er gengivet autentisk i romanen. Både Griswold og Poe var fast besluttede på, at få succes på den litterære scene; men konkurrencen var hård og venner kunne pludselig vise sig at være farlige fjender. Alt det læser man om i bogen, der er bygget op som en horrorroman i bedste Poe-stil – men jeg vil tro, at det er en fordel, at man som læser både er bekendt med flere af Poes kendte tekster og desuden er Poe-fan. For os i Det Danske Edgar Allan Poe Selskab er bogen et must!
[/column]
[column width=”30%” padding=”0%”]Mange komponister og musikere er blevet inspireret af Poe og har dybe rødder i Europa frem for USA. Claude Debussy, Poul Rovsing Olsen og den minimalistiske komponist Philip Glass har alle komponeret en opera baseret på Huset Ushers Fald og Sergei Rachmaninoff har komponeret et musikstykke baseret på digtet The Bells. Debussy efterlod også en ufuldendt opera baseret på Poe’s fortælling The Devil in the Belfry.
Den engelske komponist James Holbrook komponerede i 1900 et symfonisk digt baseret på The Raven efterfulgt i 1903 af en lignende bearbejdelse af digtet The Bells. Holbrook skrev bl.a. også musik til en balletudgave af The Masque of the Red Death.
Den amerikanske musiker Philip Glass komponerede i 2002 et stykke balletmusik til the Australian Dance Theatre med titlen A Descent into the Maelström. Musikken er umiskendeligt Philip Glass med hvirvlende gentagelser, som i denne forbindelse passer perfekt til handlingen i Poes fortælling. Om projektet siger Philip Glass bl.a.:
“We began with Poes ”Descent into the Maelström” as the basis for our work. We sought not so much to interpret the story but rather to extrapolate from it a new work that would articulate in theatre form the sense of the original. Though the text bas all but disappeared from the final work, it has remained as the subtext to the work. And more than just that, were the story to be read aloud it would, with normal dramatic adjustments, fit into the real time of our theatre piece”.
Også den rytmiske musik har sendt bud efter Poe. Det engelske band The Alan Parsons Project lavede i 1976 en symfonisk rockudgave med titlen Tales of Mystery and Imagination, Edgar Allan Poe med Orson Welles som indledende fortæller. Hovednummeret The Fall of the House of Usher er et 16 minutter langt instrumentalt bravournummer med indlagte lydkulisser bestående af regn, torden og sammenstyrtede mure!
I tiden efter The Alan Parsons Project koncentrerede Eric Woolfson sig om at lave musicals og i 2003 udkom “Poe: More Tales of Mystery and Imagination”. Den bliver opført i operahuset i Halle,Tyskland indtil 27. juni 2010.
Lou Reed, tidligere medstifter af det legendariske rockband Velvet Underground, udgav i 2003 concept albummet The Raven. Lou Reed ville her genfortælle Poe’s digte og fortællinger gennem ord og sang. Blandt de medvirkende kunstnere hørtes Laurie Anderson, David Bowie og Willem Dafoe. Rent musikalsk yder den ikke Poe retfærdighed og bør placeres i glemmebogen hurtigst muligt.
Et amerikansk band Glass Prism, indspillede i 1969 en plade, de kaldte Poe Through the Glass Prism; de sang Poe’s originale digte ledsaget af el-guitarer, orgel, bas og trommer.
Poe’s sidste digt Annabel Lee blev sat i musik af komponisten Don Dilworth og blev indsunget af Joan Baez som en del af hendes album Joan fra 1967. Jim Reeves indspillede Annabel Lee i 1963 på et poesialbum, der hed Talkin’ To Your Heart.
Den amerikanske popsanger Britney Spears kaldte sin 2001-2002 koncert turné for Dream Within a Dream og indlemmede citater fra digtet (og andre Poe værker) i showet.
I 2009 udsendte saxofonisten Benjamin Koppel en jazz cd med titlen The Poetic Principle, som tager udgangspunkt i Poe’s essay af samme navn. Andre musikere er faderen Anders Koppel på piano og den tjekkiske bassist Miroslav Vitous. Betydningen af titlen kan henføres til et citat fra essayet om at et vellykket digt er ”præcist, fokuseret og intenst”. Netop sådan fremstår musikken og samspillet på The Poetic Principle.
På omslaget til Beatles pladen Sgt. Peppers Lonely Hearts Club Band kan man se Edgar Allan Poe øverst i midten blandt notabiliteter som Fred Astaire og W.C. Fields og på vrøvlesangen I am the Walrus fra filmpladen Magical Mystery Tour synger John Lennon bl.a.: ”Elementry penguin singing Hare Krishna man you should have seen them kicking Edgar Allan Poe.”
[/column]