Ravnen

Af Torben Carlsen

Hovedpersonen i denne artikel er en fugl, en Corvus corax, nærmere bestemt en Ravn. Ravnen er den største af vores spurvefugle. Den er langt mere sjælden end dens nærmeste familier Kragen, Rågen og Alliken, som kan ses i flokke næsten overalt. Ravnen kan ses og høres i Nordsjællands større skove, f.eks. også i Dyrehaven og i Jylland er den lidt mere almindelig; men det er en fugl, som selv garvede ornitologer løfter kikkerten for at se. Denne lille indledning fører os over til dagens emne.

En dag i 1844 var Edgar Allan Poe på spadseretur i New York. Familien, som bestod af hans faster Maria Clemm og hans unge tuberkuløse kone Virginia, havde forladt Philadelphia, hvor Poe havde en masse gæld og ikke kunne få yderligere kredit nogen steder. På et gadehjørne på Manhattan så han et smukt beliggende bondehus i nærheden af Hudson River. Det to-etagers hus er for længst revet ned og der er ingen spor af det på beliggenheden, som er på hjørnet af Amsterdam Avenue og 84th. Street. Den strækning af 84th St., som går fra Amsterdam Av. til Broadway, hedder også officielt Edgar Allan Poe St. og der er opsat en mindeplade på det sted, hvor huset oprindeligt var placeret. The New York Shakespeare Society, som favner bredt, har været medvirkende til finansieringen af pladen. For en rimelig sum lejede Poe sig ind i dette hus med familien; selv Virginia forekom at have det bedre her og Poe håbede desperat på en helbredelse. Det var dog en kort opblomstring; Virginia fik det værre og mens hun lå og hostede blod, forberedte Poe sig på det tab, han vidste han skulle lide. Det gjorde han bl.a. ved at skrive det store digt ‘THE RAVEN’, om dødens sorte budbringer.

Den 29. januar 1845 blev et litterært omdrejningspunkt for Poe. På den dag blev ‘THE RAVEN’ offentliggjort i ‘New York Evening Mirror’ side om side med noget så prosaisk som udstykning og salg af landejendomme! Selv om Poe kun tjente 15$ på dette litterære mesterværk, som overalt i den engelsktalende verden blev fremhævet som kulminationen i hans litterære produktion, blev han berømt fra den ene dag til den anden. Flere år efter kom der nye optryk af digtet og når han gik på gaden, løb børn efter ham på gaden, mens de baskede med armene. Poe legede med dem. Han sagde ‘NEVERMORE’ og så stak de af. Alle talte om digtet. Det var skræmmende … gruopvækkende. Folk havde mareridt om, at en ravn kom ind gennem vinduet. Poe rejste rundt og reciterede digtet; han havde en smuk musikalsk stemme med en let sydstatsaccent blandet med en aristokratisk engelsk diktion grundet 5 års ophold i gamle England fra 1815-1820. Publikum strømmede til og han høstede succes overalt. Her er et citat fra en tilhører: Hans forelæsning var genial. Øjnene glødede som ravnens i digtet, han holdt os i trance. Digtet er skrevet som et stykke musik, fyldt med toner og rytmer og uophørligt vekslende strofe- og stemningsmønstre. Noget lignende var man aldrig stødt på tidligere og man har sagt, at det besnærer og fortryller selv umusikalske mennesker. Intet under at mange musikere og komponister gennem tiden, fra Claude Debussy til Lou Reed, er blevet inspireret af ‘THE RAVEN’, som derudover kan siges at være USA’s svar på Oehlenschlägers ‘Guldhornene’. De fleste amerikanske skolebørn er bekendt med refrainet ‘NEVERMORE’ ligesom vi herhjemme i det mindste er dus med linjerne ‘De higer og søger i gamle bøger’ fra netop ‘Guldhornene’. – Og hvem andre kan prale med at få et amerikansk NFL team opkaldt efter sig! Jeg tænker naturligvis på The Baltimore Ravens, som har en ravn, naturligvis opkaldt efter Poes digt, i deres logo. På holdets hjemmeside står der: Named after a mythical bird in a famous poem, the new NFL team in Baltimore became the Ravens ‘evermore’ team on Friday, March 29th, 1996.

Edgar Allan Poe ledte bestandigt efter tryghed og kærlighed og ‘THE RAVEN’ er blot et af mange digte, hvor man hører om en ung kvindes død og den sørgende efterladte elsker.

Som tidligere nævnt forårsagede ‘THE RAVEN’ en øjeblikkelig national sensation og blev diskuteret, parodieret og oplæst og ledte dets forarmede og modløse 36-årige digter ind i det gode selskab. Digtet blev ret hurtigt oversat til flere europæiske sprog; fremhæves skal især den franske symbolistiske digter Stéphane Mallarmé, som insisterede på at gengive det som prosa, fordi det franske sprog ikke kunne genskabe den originale lyriks sproglige magi. – Men også Charles Baudelaire skal fremhæves for hans slidsomme arbejde med at gengive Poes værker på fransk, både ‘Le Corbeau’, hvor ‘NEVERMORE’ blev til ‘Jamais plus’; andre digte og fortællingerne ‘Histoires Extraordinaires’. Det skete af flere omgange i løbet af 1850’erne og i sine dagbøger skriver Baudelaire, at han beder en bøn til Poe hver morgen. Baudelaire mente ellers, at Poes digte var for ophøjede til at blive oversat, at de var mere musikalske end litterære. Baudelaire betragtede Poe som et åndsbeslægtet menneske og det fik lige så stor betydning for ham selv som for Poe. Baudelaire udgav i 1857 digtsamlingen ‘Les fleurs du mal’ (den første danske gendigtning hed ‘Syndes blomster’ og blev foretaget af maleren Sigurd Swane) og den blev en skandalesucces, da den udkom. Myndighederne forbød 7 af digtene pga. usædelighed og blasfemi og forfatter og forlægger blev idømt bøder. Dommen blev først ophævet i 1949! I 1852 skrev Baudelaire et biografisk essay om Poe: ‘Edgar Poe, hans liv og værker’, hvor han bl.a. skriver: Det står klart for mig, at Edgar Poe og hans hjemland ikke var på samme niveau. USA er et gigantisk og barnligt land, naturligvis jaloux på det gamle kontinent. Og et andet sted står der: Alle de dokumenter jeg har læst har været med til at give mig den overbevisning, at Amerikas Forenede Stater for Poe blot var et enormt fængsel – blot ét stort gasoplyst barbari.

En af Poes veninder, Frances Osgood, som jeg nævnede før pausen, skrev i et brev fra 1845:

Den første gang vi mødtes var på Astor House. Willis (her må jeg indskyde, at Willis var redaktøren og forfatteren Nathaniel Parker Willis) havde ved bordet rakt mig ‘THE RAVEN’ som, sagde han, forfatteren ønskede at høre min mening om. Den gådefulde og overnaturlige musik i dette sære digt ramte mig så dybt, at jeg, da jeg fandt ud af, at Poe ville præsenteres for mig, oplevede en besynderlig følelse, der mindede om rædsel. Han dukkede op med sit smukke og stolte ansigt, sine dystre øjne, der strålede med den udvalgtes lys, et tankens og følelsens lys, med sine manerer, der bestod i en ubeskrivelig blanding af arrogance og ynde, – han hilste mig roligt, alvorligt, nærmest koldt, men under denne kulde vibrerede en så udtalt sympati, at jeg ikke kunne undgå at blive dybt berørt. Fra dette øjeblik og helt til hans død var vi venner … og jeg ved at jeg, i hans sidste ord, havde min plads i hans minder og at han, før hans fornuft blev væltet ned fra sin majestætiske trone, gav mig et sublimt bevis på sit venskabs oprigtighed.

Hvad er så hemmeligheden bag ‘THE RAVEN’s enestående og mægtige tiltrækning? Spørgsmålet kan være vanskeligt at besvare, men vi kan begynde at forstå digtets mystiske indflydelse ved at udskille i det mindste fire hovedbestanddele: for det første digtets uimodståelige fortællende opbygning, den mørke dystre stemning, den hypnotiske sproglige musikalitet og endelig symbolikken. Selv om ingen af disse hovedbestanddele i sig selv gør ‘THE RAVEN’ til noget originalt, skaber den mesterlige kombination af hovedbestanddelene et slående originalt og enestående fængslende digt.

Det er et uforglemmeligt lyrisk fortællende digt og selv om digtets opbygning er ufravigeligt fortællende, sørger den hypnotiske rytme, rimenes vedholdende harmoni og det uforglemmelige refræn ‘NEVERMORE’ for at hvert vers opnår en intensitet, så man næsten får lyst til at synge teksten. Vers for vers bevæger ‘THE RAVEN’ sig løbende gennem de situationer, digtet beskriver. Når man læser Poes fortællinger som f.eks. ‘The Tell-Tale Heart’ eller ‘The Fall of the House of Usher’ kan man genkende Poes innovative fortælleteknik. Han lægger ud med at bibringe en simpel historie en grublende atmosfære af kompliceret tilrettelagte detaljer, hvorved han fuldender en fortællestil, som ufravigeligt forstærker fortællingens sluteffekt.

‘THE RAVEN’ tager sin begyndelse ved midnatstid i december – der er kun få øjeblikke tilbage af dagen i årets sidste måned; død og forfald lurer. Selv kaminens svage gløder afspejler den døende atmosfære. Sceneriet er klaustrofobisk – et enkelt rum. Fortælleren føler sig bundet til sit rigt udstyrede fængsel og fordriver tiden i bøgernes verden. Han længes efter at det skal blive morgen, at lyset og livet skal vende tilbage; men her i midnatstimen er alt han gøre at gruble over sin afdøde elskede, ‘the lost Lenore’ og smerteligt mærke sin øjeblikkelige situations håndgribelige rædsel.

Beretningen, som nu følger, er enkel, forfærdelig og tragisk. Fortælleren hører en mystisk banken på døren ud til nattemørket. Han tænker først, at det måske er en sen gæst, men da han åbner døren, finder han kun ‘Darkness there, and nothing more’. dette indledende glimt ind i et sort tomrum viser sig at være profetisk mht. hans endelige skæbne. Halv bange, halvt håbefuld hvisker han sin døde elskedes navn, idet han ønsker, at den besøgende er hendes ånd. Udover ekkoet af hans egen stemme, får han dog ikke noget svar. Kort tid efter gentages bankningen – nu på vinduet. Da han åbner skodderne, flyver en kulsort ravn, stum, statelig og stor, som Otto Rung beskriver den i en gendigtning fra 1918, ind i værelset og sætter sig øjeblikkeligt på en buste af Pallas Athena, visdommens gudinde i den græske mytologi.

Ravnen bliver siddende på busten og digteren smiler lidt i sin forvirring over den natsorte skabning. Da han spørger efter dens navn, svarer ravnen ham med det ene ord ‘NEVERMORE’. Og sådan bliver hver strofe i digtet afsluttet. Som en legemliggørelse af en profet eller måske en dæmon, svarer ravnen, der kommer direkte fra dødsriget ‘the Night’s Plutonian shore’, som beskrevet i digtet, med det skærende rytmiske omkvæd atter og atter ‘NEVERMORE’ på alle fortvivlede spørgsmål fra digteren om han skal gense sin elskede Lenore, men ethvert håb om lys i mørket bliver gjort til skamme. I digtets sidste linje har digteren accepteret ravnens skrækkeligt sørgelige spådom. Som et ekko af sin mørke plageånd, erklærer han, at hans sjæl aldrig mere skal løftes fra jorden.

Denne konklusion står som et af de mest oprivende øjeblikke i amerikansk poesi – en vision om psykologisk, følelsesmæssig og åndelig lammelse og fortvivlelse. Digterens inderlige kærlighed til den tabte Lenore gør kun hans lidelse mere intens og uendelig.