[column width=”30%” padding=”5%”]
Edgar Allan Poe er for de fleste mennesker ensbetydende med gysets mester. Men det er en sandhed med modifikationer. Johannes Jørgensen skrev i sit essay ”Edgar Poe” fra 1893: ”Han begærede at smage alle sjældne og besynderlige frugter på livets træ”.
På trods af sit korte liv har Poe formået at sætte sit særegne og personlige aftryk på verdenslitteraturen. Det meste af hans produktion kredser om begreberne død, afsavn og angst, som udgjorde en væsentlig bestanddel af hans egen tilværelse.
Selv om han var en pioner i amerikansk litteratur, blev han aldrig forstået eller anerkendt i sit hjemland, mens han levede.
Hans kritikere bebrejdede ham, at hans gotiske fortællinger blot var en efterligning af de tyske forbilleder med E.T.A.Hoffmann i front, hvortil Poe lakonisk gav igen: ”Når angsten er hovedtemaet i mange af mine fortællinger, vil jeg påstå, at denne skræk ikke kommer fra Tyskland, men fra min sjæl …”
[/column]
[column width=”30%” padding=”5%”]
Han opfandt detektivhistorien i 1841 og den aristokratiske detektiv Auguste Dupin, som var Poe’s alter ego, løste gåden om ”The Murders in the Rue Morgue” mere end 4 årtier før Sherlock Holmes debuterede i ”A Study in Scarlet”.
Man kan måske med god ret påstå, at Poe var den første forfatter, der for alvor mestrede novellegenren.
I hans lyrik stræbte han efter at indfange skønheden og var tilhænger af begrebet ”l’art pour l’art” (kunst for kunstens egen skyld). I hans essay ”The Poetic Principle” fra 1849 formulerer Poe det på sin helt egen morbide facon som ”natten for nattens egen skyld”. I samme essay skriver han, at et digt kun lever op til sit navn ”i og med at det skaber sindsbevægelse ved løftelse af sjælen”.
[/column]
[column width=”30%” padding=”0%”]
[/column]