[column width=”30%” padding=”5%”]
Ud fra størrelsen af Edgar Allan Poe’s forfatterskab er han en af de mest filmede. For kendere af Poe lyder opgaven på forhånd ret umulig. Hans fortællinger er for det meste beskrivelser af stemninger og følelser, som unægtelig kan være svære at sætte billeder på.
Det visuelle hos Poe: levende begravelser, tortur, dødes opvågning mm. er da også ofte de ingredienser diverse manuskriptforfattere og instruktører har måttet ty til, når en horror film over en af hans historier skulle markedsføres.
Med disse ydre faktorer som udgangspunkt blev der således skabt en handling, der ikke havde meget med det litterære ophav at gøre.
[/column]
[column width=”30%” padding=”5%”]I den forbindelse kan man undres over, at et så visuelt spændende og hårrejsende stof som The Narrative of Arthur Gordon Pym, Poe’s eneste roman, er blevet totalt overset af filmindustrien.
De fleste af Poe’s fortællinger kan læses hurtigt i ét stræk; men når en spillefilm helst skal trækkes ud til minimum 1½ time, siger det sig selv, at der skal fyldes ekstra kød på handlingen og adskillige manuskriptforfattere har siden den første Poe film blev udsendt i 1908 (den hed kuriøst nok Sherlock Holmes In the Great Murder Mystery og bygget over The Murders In the Rue Morgue) frit digtet alenlange handlinger på originalværket ofte med et ekstra persongalleri. 199 film er det foreløbig blevet til ifølge internetsiden IMDb.
[/column]
[column width=”30%” padding=”0%”]
[/column]