Arthur Gordon Pyms Hændelser

[column width=”60%” padding=”5%”]
Edgar Allan Poe boede i New York i en ubekvem lejlighed på Carmine Street ved Washington Square, mens han skrev Arthur Gordon Pyms Hændelser. Den udkom i juli 1838 før de fleste af hans berømte noveller blev offentliggjort og den er hans eneste roman.

I forordet beretter Arthur Gordon Pym om sin hjemkomst til Amerika efter at have oplevet en række sælsomme begivenheder i den sydlige del af Stillehavet.

I Richmond, Virginia møder han bl.a. Mr. Poe, som på det tidspunkt var redaktør af månedsskriftet The Southern Literary Messenger. Poe er meget interesseret i at Pym skal skrive en beretning om sine hændelser. Da Pym tøver, ender det med, at Poe nedskriver første del af beretningen maskeret som opdigtning men på baggrund af Pym’s optegnelser og med den klausul, at Pym’s navn ikke må nævnes. Resten af historien bygger på Pym’s egne dagbogsoptegnelser.

Alt dette tjener til, at romanen skal opfattes som en sand oplevelse maskeret som en ægte Poe historie med spredte selvbiografiske træk. Navnet Arthur Gordon Pym er i udtalen rytmisk lig med Edgar Allan Poe, hovedpersonen har et opgør med sin bedstefar; Poe havde sammenstød med sin stedfader. I romanen stikker Pym til søs; Poe indrullerede sig i hæren.

Arthur Gordon Pyms Hændelser (The Narrative of Arthur Gordon Pym of Nantucket) er en utroligt spændende beretning, der begynder som en frisk eventyrbog med et stænk saltvandsindsprøjtning. Vi skal dog ikke langt ind i historien, før de dystre toner slås an.

Arthur Gordon Pym bor på øen Nantucket ved Boston og er bedste venner med Augustus Barnard, hvis far er kaptajn på et hvalfangerskib. En aften drikker de to kammerater sig godt fulde og i deres svimlende rus beslutter de at sejle en tur i Pym’s jolle Ariel. Mens de befinder sig ude på havet, blæser det op til storm og kun takket være en hvalfangerbåd, der er på vej til Nantucket, bliver de reddet og sejlet tilbage i sikker havn.

Denne oplevelse skræmmer ikke Pym, snarere antænder den hans fantasi, der er blevet næret af de sømandshistorier, Augustus beretter for ham. Da Augustus senere skal på langfart til Sydhavet med sin fars hvalfangerbåd Grampus, beslutter Pym, at han vil med. Da hans familie nægter at give ham tilladelse, flygter han og skjuler sig i skibet som blind passager, idet Augustus har fundet et skjulested til ham i lastrummet, hvor Pym vil opholde sig, indtil det er for sent at sende ham hjem.

Her er det så, at romanen tager en drejning. Fra at være en traditionel frisk drengebog bliver fortællingen forvandlet til en tragisk blodig affære, der indbefatter bl.a. mytteri, mord, skibbrud og kannibalisme. Efter et grusomt beskrevet mytteri går Grampus ned i en storm og de fire overlevende er døden nær på grund af sult og tørst, mens de klamrer sig til resterne af vraget.

Så kommer kapitel 10!!!
Poe starter kapitlet således:
”Kort efter indtraf der en begivenhed, som jeg fristes til rent følelsesmæssigt at betragte som en langt stærkere oplevelse en tusind andre, der senere hændte mig i ni lange år, der var rige på hændelser af den mest forbløffende og i mange tilfælde endog af den mest uventede og ufattelige art. I hvert fald for så vidt som den fyldte os først med den højeste henrykkelse og fryd og derpå med et overmål af rædsel.”

Vi vil her ikke røbe, hvad kapitlet gemmer af rædsler; selv i vore dage, hvor vold og terror er hverdagskost i fjernsyn og på film, kan det tænkes, at Poe’s beskrivelse af de skibbrudnes ”redningsfartøj” vil få nakkehårene til at rejse sig på selv den mest hårdhudede!

Senere i romanen bliver de reddet af skibet Jane Guy, som bl.a. skal lave forretninger i Sydhavet. Pym bliver gode venner med kaptajnen og får ham overbevist om at sejle sydpå mod Antarktis. De runder Kap Det Gode Håb og her kammer romanen lidt over; de mange videnskabelige detaljer med utallige henvisninger til skibets position virker trættende og kedelige, men er måske taget med for at give romanen et skær af virkelighed og dokumentarisme.
Efter nogle voldsomme og skæbnesvangre oplevelser på en øgruppe med nogle særdeles vilde indfødte, der myrder næsten hele besætningen på Jane Guy, fortsætter Pym og en kammerat alene videre mod de arktiske områder. Hen mod romanens slutning skifter den atter stil og ender i en mystisk og uforklarlig undergangsstemning. I et efterskrift beklages, at de to eller tre slutningskapitler er gået tabt, da de muligvis indeholdt oplysninger om egnene i sydpolarhavet.

Tilbage står spørgsmålet, hvad der egentlig skete i slutlinierne. Pym og kammeraten forsvinder i et enormt hvidt vandfald, men vender alligevel tilbage til Amerika. Hvordan kunne de overleve? Det kan måske forklares via den såkaldte Symnes teori, der gik ud på, at havenes vandmasser blev suget ned i en malstrøm ved Sydpolen for at dukke op ved Nordpolen og atter recirkulere rundt om kloden. Som fiskeren i Poe’s novelle Ned i Malstrømmen forsvinder Pym og kammeraten i Sydpolens vandhvirvel for at blive smidt op i live ved Nordpolen!

Adskillige forfattere har været inspireret af Arthur Gordon Pyms Hændelser. Herman Melville har flere referencer til romanen i sin berømte bog Moby Dick, den franske forfatter Jules Verne skrev i 1897 en fortsættelse Le Sphinx des Glaces (Is Sfinksen) og Poe’s roman fik også indflydelse på H.P. Lovecraft, som i 1936 skrev romanen At the Mountains of Madness (Vanviddets bjerge), som følger samme tema og låner skriget tekeli-li fra Pym-fortællingen. Endelig kan det nævnes, at H.G. Wells noterede sig, at ”Pym tells what a very intelligent mind could imagine about the south polar region a century ago”.
Et mesterværk!
[/column]
[column width=”30%” padding=”0%”]

[/column]