af Torben Carlsen
Formand for Det Danske Edgar Allan Poe Selskab
[column width=”28%” padding=”5%”]
”Da jeg første gang åbnede en bog af ham, fandt jeg digte og noveller, således som de allerede havde foresvævet mig, dog utydeligt og kaotisk, uordnet – men Poe havde forstået at forbinde og fuldende dem. Bevæget og tryllebundet opdagede jeg ikke alene emner, som jeg havde drømt om, men også sætninger og tanker, der kunne have været mine – havde Poe ikke skrevet dem tyve år forinden”.
Således skrev den franske digter Charles Baudelaire i et brev fra 1864 og i hans samling af dagbogsnotater ”Journeaux intimes” fra 1847 erklærede han, at en af hans leveregler var hver morgen at sende en bøn til Poe. At netop Baudelaire betragtede Poe som sit forbillede, var et varsel om den enorme indflydelse, Poe skulle få efter sin død. Ikke mange forfattere har haft så stor betydning for eftertiden som den mand Baudelaire døbte Det Amerikanske Geni. Nogle kritikere har forsøgt at skubbe ham ud på en sidelinje, men Poe er sikkert anbragt i den amerikanske litteratur-kanon. Digteren William Carlos Williams har mere profetisk og stolt proklameret, at … ”In him (Poe) American literature is anchored, in him alone, on solid ground”.
Alfred Hitchcock har en gang udtalt, at ”It’s because I liked Edgar Allan Poe’s stories so much that I began to make suspense films”. Hitchcock var som ung mand en ivrig Poe-læser og indrømmede direkte, at ”I can’t help but compare what I try to put in my films with what Poe put in his stories”. Det blev kun ved inspirationen. Hitchcock filmede aldrig en Poe-fortælling, selv om hans romantiske skrækvision “Vertigo” havde oplagte Poe-egenskaber: En mand bliver besat af en ung smuk død kvinde og forsøger at genskabe hende I en anden kvindes skikkelse! Poes fortælling ”The Fall of the House of Usher” og Hitchcocks ”Psycho” er to ens studier i vanvid. Både Roderick Usher og Norman Bates er ofre for deres angst og tvangstanker.
[/column]
[column width=”28%” padding=”5%”]
Det er bemærkelsesværdigt, at Poes fortællinger og digte hyppigt hverken finder sted på et specielt geografisk sted eller i en bestemt tid. Huset Usher (”The Fall of the House of Usher”) har for gamle rødder til at ligge i Amerika og selv en minutiøs læsning kan ikke fastsætte den geografiske beliggenhed. Annabel Lee (fra digtet af samme navn) og hendes unavngivne elsker bor i et Kingdom by the sea. I ”The Masque of the Red Death” er lokaliteten en fyrstes hof i et ukendt land og ”Hop Frog” finder sted i et kongeslot, denne gang dog lidt mere præciseret som liggende i et imaginært europæisk land og for at mystificere det yderligere stammer hovedpersonen, hofnarren og dværgen Hop Frog, oprindeligt fra ”some barbarous region … that no person ever heard of – a vast distance from the court of our king”.
En sådan tendens fra Poes side giver følelsen af, at mange af hans litterære værker er eventyr. Atmosfæren og empatien, som er essensen i Poes værker, er universel. Hvem kan sige sig fri for at have følt et øjebliks frygt eller rædsel eller et anstrøg af depression, af tab eller et brændende ønske om hævn? Hvem har aldrig følt en mørk, uvirkelig tilstedeværelse af skæbnen forbundet med hændelser, som kan overmande vores bedste intentioner eller bestræbelser? Vi kan læse nogle af Poes mere kendte værker, lukke bogen i og føle os sikre. Men der er af og til en snert af mørke og dunkelhed, man ikke kan skubbe fra sig selv på en munter solskinsdag. Poe kaldte selv sit store digt ”The Raven” for legemliggørelsen af en … ”mournful never-ending remembrance”.
Det er ikke så underligt, at filmfolk fra store dele af kloden helt fra stumfilmens tidlige dage til vore dages teknologi har været tiltrukket af Poes dystre og suggestive verden. Men for kendere af Poes forfatterskab lyder opgaven på forhånd ret umulig. Fortællingerne er ofte mest beskrivelser af stemninger og følelser, som det unægtelig kræver en stor filmkunstner at sætte billeder på. Det visuelle hos Poe (levende begravelser, indemuring af ofre, tortur, dødes genoplivelse mm.) er derfor ofte de ingredienser diverse drejebogsforfattere har måttet ty til, når en horrorfilm over en af hans fortællinger skulle markedsføres.
[/column]
[column width=”33%” padding=”0%”]Med disse ydre faktorer som udgangspunkt blev der påklistret en handling, der ikke havde meget med det litterære ophav at gøre. Bevares, filmene kunne i flere tilfælde være ganske ferme og underholdende, men en Poe-film var det ikke!
De fleste af Poes fortællinger kan læses hurtigt i ét stræk; men når en spillefilm skal trækkes ud til ca. 1½ time, benyttede manuskriptforfatterne sig ofte af den smarte teknik at blande flere historier sammen. D.W.Griffith var den første, der gjorde brug af det trick (”The Avenging Conscience” 1914). Den instruktør, der mest succesfuldt brugte den metode var Roger Corman og hans trofaste manuskriptforfatter Richard Matheson, der i første halvdel af 1960’erne udsendte en stribe effektive horrorfilm med fin skæbnetung gotisk Poe-stemning for det meste med Vincent Price i hovedrollen. Jeg tror Poe ville have nydt de mange forpinte og melankolske figurer, Price skabte! Ofte afsluttedes filmene med slutcitatet fra fortællingen; det skaber altid troværdighed, så man formoder, at hele filmen trofast har ført til den forklarende slutning!
Set ud fra mængden af Poes værker er han en af de mest filmede forfattere. Alle disse mange film er medvirkende til på godt og ondt at gøre navnet Edgar Allan Poe kendt. Hans fortællinger og digte har bevaret deres magi gennem en generation af læsere. Vi kan efterligne og parodiere ham, men for de fleste, der har forsøgt, er det blot blege imitationer. Forskere har brugt regnskove af papir til trykte artikler og bøger, der forsøger at forklare essensen af Poes geni. Det kan være nok så interessant; men det mest interessante og underholdende vil til alle tider være at læse hans egne tekster, leve sig ind i hans sære, dystre og ikke sjældent smukke og burleske verden og blive individuelt inspireret og præget af hans skæve univers.
Sensations are the great thing after all.
Should you ever be drowned or hung,
Be sure and make a note of your sensations –
They will be worth to you ten guineas a sheet.
(Edgar Allan Poe: How to Write a Blackwood Article, 1840)
[/column]