Biografi

Edgar Allan Poe blev født den 19. januar 1809 i Boston af et omrejsende skuespillerægtepar David og Elizabeth Poe i en søskendeflok på tre. 1½ år efter fødslen forlod faderen sporløst familien. Før Edgar var fyldt tre år, døde moderen af tuberkulose 24 år gammel.
Edgar kom i pleje hos en rig købmand i Richmond, Virginia. Plejefaderen John Allan (heraf mellemnavnet) opdrog ham strengt og plejemoderen forgudede ham, hvilket var gensidigt.

Eliza Poe

Efter 5 år i Storbritannien, hvor John Allan var på en kombineret forretnings- og familierejse, blev Edgar tilbage i Virginia sendt på universitetet i Charlottesville, hvor han hurtigt kom i bundløs spillegæld; plejefaderen havde kun sendt Edgar af sted med det mest nødvendige beløb og nægtede at sende flere penge til ham. Edgar flygtede fra sine kreditorer og meldte sig i hæren under det falske navn Edgar A. Perry.

I 1829 døde hans elskede plejemoder af tuberkulose og Edgar var utrøstelig. I 1831 flyttede han ind hos sin moster Maria Clemm og sin kusine Virginia Clemm i en tarvelig bolig i Baltimore og han fik udgivet sine første fortællinger. Plejefaderen døde i 1834 uden at efterlade Edgar noget.

Maria Clemm



To gange moderløs og forkastet af to fædre fortsatte livet med at inspirere Poe. På trods af flere udgivelser og diverse redaktørstillinger levede den lille familie i yderste fattigdom, men behovet for tryghed martrede Poe.

I 1836 giftede han sig med Virginia, som kun var 12 år; på vielsesattesten stod der fejlagtigt 21. De følgende år står som de lykkeligste i hans liv, selv om de konstant manglede likvide midler, f.eks måtte Maria Clemm flere gange tigge om penge til familiens underhold og den konstante pengenød førte til, at Poe måtte begive sig ud på obskure litterære boldgader, f.eks. tjente han i 1839 $50 på at bearbejde en bog om klassifikation af muslingeskaller.

Mordene i Rue Morgue, som er verdens første detektivfortælling, udkom i 1841 og her stiftede folk for første gang bekendtskab med privatdetektiven C. Auguste Dupin. I 1842 sprængte Virginia et blodkar under et hosteanfald og Poe vidste nok, hvor det bar hen. Efter ophold i Philadelphia og Richmond flyttede familien i 1846 til Fordham i New York. Poe Cottage, som huset hedder i dag, er museum i bydelen Bronx. Selv om Poe opvartede Virginia til det sidste, døde hun af en blodstyrtning den 30. januar 1847.

poe cottage

Det sidste år af Poe’s liv fortaber sig i spiritusdunster og opiumståge indtil hans tragiske og ydmygende endeligt. I 1848 skrev han til en ven: ”For seks år siden sprængte min kone et blodkar, mens hun sang. Hendes liv var fortabt. Jeg tog afsked og led alskens smerte. Hun kom sig og jeg håbede atter. Men så sprængte hun endnu et blodkar. Jeg gennemled den samme situation igen og igen. Hver gang mærkede jeg hendes angst for at dø. Jeg svingede mellem vanvid og pinagtig fornuft. Under anfaldene drak jeg. Kun Gud ved, hvor meget og hvor tit”.


Den 3. oktober 1849 blev han fundet af en af sine venner i et berygtet værtshus i Baltimore. Han var i en frygtelig tilstand: Ansigtet var oppustet og uvasket, hele udseendet var frastødende; tøjet var beskidt og flænget i stykker. Han blev hurtigt indlagt på Washington Hospitalet, hvor han i de tre næste dage befandt sig i en tilstand af uophørlige rystelser og hallucinationer. Ved fem-tiden om morgenen søndag d. 7. oktober døde han idet han udbrød: ”Gud hjælpe min arme sjæl”.

Han forlod denne verden ensom og forladt som en foregribelse af de dødsannoncer, vi i vores moderne tidsalder har vænnet os til fra dagspressen. En af hans værste angstprofetier blev på sørgeligste vis virkeliggjort. Begravelsesceremonien dagen efter varede kun få minutter og blev overvåget af en lille håndfuld mennesker, deriblandt digteren Walt Whitman. En anden af datidens berømte digtere H.W. Longfellow nægtede at deltage, angiveligt fordi Poe havde nedgjort ham i en kritisk gennemgang af hans digtning.

I Peter Ackroyd’s biografi Poe: A Life Cut Short fra 2008 står bl.a.: ”Poe’s liv endte, som hans fortællinger og fabler, brat og uafsluttet; det blev drevet fra forstanden af et mysterium, som formentlig aldrig vil blive løst”.

poes gravsten

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *