efter 1950

[column width=”30%” padding=”5%”]

1953 fortolker James Mason mesterligt The Tell-Tale Heart som fortælleren i en tegnet kortfilm på ca. 8 minutter. Mason’s tydelige egenartede diktion passede fint overens med fortællerens forsøg på at lyde normal og overbevise lytteren om, at han absolut ikke var sindssyg, men derimod skarpt tænkende, ligevægtig og rolig.

The Tell Tale Heart

I 1954 kom en 3-D film Phantom of the Rue Morgue (da. Udyret fra Rue Morgue) med Karl Malden i hovedrollen.

The Phantom of the Rue Morgue

I 1960’erne skabte den amerikanske filminstruktør Roger Corman og hans trofaste stab en række Grand Guignol kultklassikere baseret på Poe’s mest berømte horrorfortællinger.

Den første House of Usher (da. Ondskabens slot) kom i 1960, svimlende hurtigt efterfulgt af The Pit and the Pendulum (da. Brønden og pendulet) i 1961. Fælles for alle disse film var, at de blev produceret på et beskedent budget og indspillet på rekordtid, enkelte blev optaget på 4-5 dage!

The Pit and the Pendulum

Interessen for dem er først og fremmest af kuriøs art; den gennemgående manuskriptforfatter Richard Matheson havde frit fantaseret over fortællingerne. Filmene var indkapslet i en dyster skæbnetung gotisk atmosfære, som med lidt god ret kan henføres til Poe og Vincent Price var altid en fornøjelse at se i de mange forpinte roller.

[/column]
[column width=”30%” padding=”5%”]
I 1962 kom to Corman/Poe film: The Premature Burial (da. Levende begravet) med Ray Milland i hovedrollen og Tales of Terror (da. Rædslernes trio), som var tre selvstændige film baseret på fire Poe fortællinger Morella, The Black Cat/Cask of Amontillado og The Facts In the Case of M. Valdemar. Roger Corman’s selvironiske fortolkning af Poe kom til udtryk i The Raven (da. Ravnen) fra 1963, af mange regnet for den mest vellykkedeI 1964 udsendtes den hæderlige Masque of the Red Death (da. Den Røde Døds maske) med Vincent Price i hopla som Fyrst Prospero. Samme år kom Corman’s fortolkning af Ligeia Tomb of Ligeia, som hurtigt bør glemmes.

premature burial poster

I 1969 spillede Vincent Price og Christopher Lee sammen i Gordon Hessler’s The Oblong Box (da. Den aflange kiste).

Tre af filmverdenens store instruktører Federico Fellini, Louis Malle og Roger Vadim slog sig sammen i 1968 og indspillede hver deres version af en Poe fortælling i trilogien Histoires extraordinaires. Fellini valgte den mindre kendte Never Bet the Devil Your Head. Filmen, som hedder Toby Dammit, handler om en engelsk feteret skuespiller, der er inviteret til Rom for at indspille verdens første katolske western. Han siger kun ja fordi han er blevet lovet en Ferrari. Han bevæger sig stærkt beruset rundt i et surrealistisk, freakshow agtigt univers og først til sidst i filmen kommer Poe til sin ret.

Toby Dammit

Filmens personregister er typisk for Fellini og Terence Stamp er fremragende og har store ligheder med Poe. Nino Rotas musik understreger stemningen på fornemste vis. Louis Malle tager sig kærligt af William Wilson, igen er der kun svage relationer til Poe. Den tredje film er Roger Vadim’s version af Metzengerstein.

Den eneste danske Poe-filmatisering man kan finde på IMDb er Jørgen Vestergaards dukkefilm “Hjertet, der sladrede” fra 1971. Det er en af de mest trofaste filmatiseringer af Poe-fortællinger. Erik Mørk læser næsten ordret op fra den grumme beretning om en morder, der stædigt benægter, at han er gal, men blot har været ude for en nervekrise og hvor sygdommen har skærpet hans sanser!

[/column]
[column width=”30%” padding=”0%”]En vanvittig rejse i en morders sind før og efter forbrydelsen. En typisk dansk film: Den gamle mand læser Kristeligt Dagblad og man ser i et glimt gamle danske butiksfacader. Filmen havde danmarkspremiere på det hvide lærred under Poe-selskabets Edgar Allan Poe Galla i Cinemateket d. 19. januar 2011.

Fransk TV indspillede i 1981 fire Poe fortællinger. Claude Chabrol instruerede sekvensen bygget over The System of Doctor Tarr and Professor Feather, Luis Bunuel’s søn Juan Luis Bunuel tog sig af Maelzels Chess Player, Alexandre Astruc indspillede en udgave af The Fall of the House of Usher og endelig var der en filmatisering af Maurice Ronet over The Gold Bug.

En anden TV-film kom i 1986, endnu en indspilning af The Murders of the Rue Morgue. George C. Scott spiller hovedrollen som en pensioneret kriminalkommissær Auguste Dupin, der lige skal opklare sin sidste sag, tilskyndet af hans datter spillet af Rebecca De Mornay og dennes fætter spillet af en meget ung Val Kilmer. Persongalleriet er helt grotesk og Orangutangen nærmest parodisk. Selv om der også her er bygget mere handling på (ud over det berømte dobbeltmord bliver yderligere to andre stakler slået ihjel), er en del af det originale oplæg bevaret.

The Murders in the Rue Morgue

I 1990 udsendtes filmen Due occhi diabolici (Two Evil Eyes), som var bygget over fortællingerne The Black Cat og The Facts In the Case of M. Valdemar. De to italienske gyserinstruktører Dario Argento (som var en stor Poe-fan) og George A. Romero varetog instruktionen. The Black Cat er en visse steder ekstrem voldelig film med Harvey Keitel i hovedrollen som den alkoholistiske fotograf Rodd Usher, der langsomt synker ned i vanviddet efter at han brutalt myrder en hjemløs kat, som hans veninde Annabelle bringer hjem. Hans job er at fotografere mordofre og det arbejde tærer yderligere på hans hårdt prøvede nerver.

Veninden bliver også slået ihjel og det ene mord overtager det andet. En bartender hedder Eleonora og naboen hedder Mr. Pym!

Filmen om M. Valdemar drejer sig om en bedragerisk hustru, der får sin elsker til at hypnotisere sin syge mand, så han kan skrive under på et testamente, der vil gøre hende rig. Den hypnotiserede bliver imidlertid fanget i en tilstand mellem liv og død. Døren ind til de levendes verden åbnes og han forsøger at trænge derind! Historien er noget vrøvlet, det mest interessante er skuespilleren E.G.Marshall som mistænksom advokat.

[/column]

4 comments

  1. Jeg kan huske, at jeg første gang så James Mason’s The Tell-Tale Heart som forfilm til Marlon Brando-filmen “Vildt blod” i den hedengangne Nørreport Bio.

  2. Selv om jeg er inkarneret Karl Malden fan, fandt jeg ikke Phantom of the Rue Morgue interessant i Poe øjemed. Handlingen er slemt fordrejet og Dupin er professor! Jeg så den i et midnats dobbeltprogram i Atlantic Bio. Ak ja, det var den gang man kunne klare to film; de startede om lørdagen ved 23-tiden, i pausen kunne man købe morgenaviser og man vaklede søvndrukken hjem ved 3-tiden søndag morgen!

  3. Da “House of Usher” (Ondskabens slot) havde danmarkspremiere i december 1960 var jeg kun 13 år og derfor ikke gammel nok til at se den. Nogle år senere cyklede jeg fra Tomsgårdsvej ud til Holte for at se “Brønden og pendulet”. Min Roger Corman-favorit er “Tales of Terror” (Rædslernes trio) med en tredobbelt alsidig Vincent Price i sit es, især i samspillet med Peter Lorre i sekvensen “Den sorte kat”.

  4. Roger Cormans “The Raven” har stort set ingen lighed med Poe’s udødelige digt. En svag film, der forgæves prøver at være morsom. Vincent Price gør hvad han kan, mens både Peter Lorre og Boris Karloff er patetiske i deres troldmands-roller!!! Jack Nicholson medvirker som ung loverboy! Spild af kræfter. Der er tilsyneladende ikke grænser for hvad gode gamle Eddie må lægge navn til …

Leave a Reply to Torben Carlsen, formand Cancel reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *