Poe møder Dickens

af Torben Carlsen, formand for Det Danske Edgar Allan Poe Selskab

Artiklen kan ses i Dickens Selskabets medlemsblad Our Mutual Friend Nr. 10/Januar 2008.

[column width=”55%” padding=”5%”]

Året er 1842. Charles Dickens, 30 år, var en af Englands mest populære forfattere, en elsket fortæller. Han havde på det tidspunkt skrevet flere af sine berømte romaner som ”The Pickwick Papers”, ”Nicholas Nickleby”, ”Oliver Twist” og ”The Old Curiosity Shop”.

Samme år havde den amerikanske forfatter Edgar Allan Poe, 33 år, ukendt for de fleste og ikke anerkendt i sit hjemlands litterære kredse, anonymt udgivet debutdigtsamlingen ”Tamerlane and Other Poems”, som han selv havde bekostet i 1827. Derudover hans eneste roman ”The Narrative of Arthur Gordon Pym” (1838) samt ”Tales of the Grotesque and Arabesque” (1840), som indeholder så kendte fortællinger som ”William Wilson”, ”The Fall of the House of Usher”, ”Ligeia” og ”MS Found in a Bottle”.

Poe kendte til Dickens og var en af de første i Amerika, der erkendte hans geni og foretrak ham frem for Sir Edward Bulwer-Lytton, der var en nærmest folkekær engelsk forfatter, som dog ikke var specielt afholdt af kritikerne. Det var i anledning af den sammenligning, at Poe skrev den berømte sætning under henvisning til Dickens’ forfatterskab: ”Man skildrer ikke en genstand for at gøre den sand, men for at betragteren skal opfatte den som sand”.

I 1842 havde Dickens kvantitativt skrevet betydeligt mere, end Poe opnåede gennem hele sit korte liv (1809-1849). De fleste af hans senere noveller blev trykt i diverse magasiner, som Poe selv var redaktør af, men han opnåede ikke at få dem udgivet i bogform.

Poe havde bl.a. læst ”Barnaby Rudge” og Dickens havde i den forbindelse ønsket sig at lære den mand at kende, der allerede efter at have læst de første kapitler kunne forudsige bogens slutning. ”De må være i ledtog med djævelen” skrev Dickens til Poe. Sandheden om denne forudsigelse er blevet diskuteret en del og det sidste ord i denne sag forekommer at være sagt af Gerald Grubb i en artikel fra Nineteenth Century Fiction, juni 1950, under titlen ”The Personal and Literary Relations of Dickens and Poe”. Grubb påviser, at Poes påstand om at forudsige handlingen efter syv sider er usand. Han mener, at Poe mindst må have læst tretten kapitler. Der er god mening i, at Poe via logisk analyse kunne forudsige handlingen. Han elskede gåder og kodeskrifter. Mens han var redaktør på Graham’s Magazine, opfordrede han læserne til at indsende kryptografier. Der kom omkring 100; Poe løste dem alle på nær ét, som han påviste var forkert.

Tilbage til 1842. Dickens ankom til Philadelphia for at starte en forelæsningstourné og han blev mødt af en begejstret læserskare. Poe, som på dette tidspunkt boede sammen med sin barnebrud Virginia Clemm og sin svigermor Maria Clemm, var i konstant pengenød og drak heftigt. Da Poe hørte om det fornemme besøg, sendte han et brev til hotellet, hvor Dickens boede og udbad sig et møde med ham. Dickens svarede ham hurtigt: ”My dear Sir, I shall be very glad to see you whenever you will do me the favor to call. I think I am more likely to be in the way between half past eleven and twelve than any other time”.

De mødtes to gange på Dickens’ hotelværelse. Poe var lurvet klædt i en slidt frakke og lappede handsker i modsætning til Dickens, der pyntede sig med et slips med diamantspænde samt en fløjlsvest med guldkæde. Under møderne diskuterede de bl.a. engelske og amerikanske forfattere. Poe har sikkert fremhævet sin jævnaldrende landsmand Nathaniel Hawthorne, som han værdsatte højt. Poe havde netop skrevet en senere berømt rosende anmeldelse af Hawthornes novellesamling ”Twice-Told Tales”.

Derudover diskuterede de nødvendigheden af en international copyright lov. Til sidst kom Poe frem til sagens kerne: Han spurgte, om Dickens ville hjælpe ham med at få udgivet ”Tales of the Grotesque and Arabesque” i England. Dickens lovede at forsøge, men skrev ni måneder senere et beklagende svar, hvor der bl.a. stod: ”I have mentioned it to publishers with whom I have influence, but they have, one and all, declined the venture …” Ifølge Poe-biografen Una Pope-Hennessy blev møderne mellem Dickens og Poe holdt i en steril og kold atmosfære.

De respekterede hinanden som kunstnere; et eksempel herpå er, at man mener, at Dickens, der var imponeret over Poes analytiske evner, under deres møde har haft en finger med i spillet og med en smigrende replik tilskyndet Poe at skrive detektivfortællingen ”The Mystery of Marie Rogêt”, som bygger på en virkelig begivenhed: Mordet på den letlevende tobakssælgerske Mary Rogers, hvis lig blev fundet i Hudson floden. Forbrydelsen vakte usædvanlig opsigt i New York på den tid. Derimod kunne Dickens og Poe ikke rigtigt komme overens som mennesker. For at bruge et moderne udtryk manglede kemien.

Selv om Dickens heller ikke selv senere gjorde meget for at promovere Poe i England (man ville på den tid kun nødigt anerkende en selvstændig amerikansk litteratur), besøgte han under sin anden Amerika tourné, Poe var i mellemtiden død, den ludfattige Maria Clemm, som var efterladt helt alene efter først datterens og senere svigersønnen Edgars død. Dickens gav hende personligt en pengegave og foranledigede senere fra England en betydelig indsamling til hende.

Charles Dickens og Edgar Allan Poe har også mødt hinanden i fiktionen. Det fandt sted i den amerikanske forfatter Ray Bradbury’s novelle ”De landflygtige” (The Exciles), fra den fremragende samling ”The Illustrated Man”.

Temaet her er som i andre Bradbury-fortællinger. Handlingen udspilles i en skræmmende fremtid, hvor det er en forbrydelse af læse bøger. Med Bradbury’s mesterstykke romanen ”Fahrenheit 451” som forbillede er ”The Exciles” en science fiction fortælling, der omhandler et samfund, hvor det er forbudt ved lov at læse gotisk litteratur. Formålet hermed er at gøre en ende på alle onde drømme, bøgerne har afstedkommet. Som konsekvens heraf er samtlige bøger i denne genre tilintetgjort, bortset fra ét eksemplar af hver bog, som bliver opbevaret på Historisk Museum i et aflåst rum. Ved novellens start har forfatterne til disse bøger søgt tilflugt på Mars (!) skarpt forfulgt af et rumskib, der har medbragt de forbudte bøger med den hensigt at brænde dem på den fjerne planet og derved samtidig skille sig af med ophavsmændene til dem. Mange af disse forfattere, de landflygtige, medvirker med navns nævnelse og de forsøger med alle midler, bl.a. med hjælp fra heksene fra Shakespeares ”Macbeth”, at forhindre rumskibets mandskab i at lande på Mars og håber samtidig på en altødelæggende atomkrig på Jorden, så de kan vende tilbage på en enkelt nat.

Her er det så, at Edgar Allan Poe, Ambrose Bierce m.fl. opsøger Charles Dickens, som imidlertid ikke vil hjælpe dem. Han siger, at det var en fejl, at hans bøger blev brændt. ”Jeg skriver ikke om overtro, jeg skriver ikke om skræk og rædsel som De, Poe. Jeg beskæftiger mig ikke med hekse, vampyrer og midnatsuvæsener”.

Poe konfronterer ham med ”A Christmas Carroll” og Dickens indrømmer, at han har skrevet nogle få spøgelseshistorier, men i hans væsentligste arbejder fandtes den slags væsener ikke, hvorefter han smækker døren for næsen af Poe og Bierce. End ikke en bøn om at lade Mr. Marley hjælpe, finder nåde hos Dickens. Ladt i stikken foran Dickens’ hus ankommer pludselig en postvogn med Pickwick-klubben. Adskillige andre af Dickens’ figurer er til stede i huset. Handlingen kan lyde lidt syret; men der er god mening med galskaben og historien er yderst velskrevet.

Som konklusion kan nævnes, at selv om forholdet mellem Dickens og Poe måske ikke var det varmeste, kan en læsning af begge disse giganter varmt anbefales. Samtiden bar Dickens frem på succesens vinger, for Poe var stort set hver eneste dag en kamp for at overleve. Eftertiden har udjævnet meget. Begge har fået deres fortjente stempel. Dickens for sin dybe sociale indsigt og Poe for stort set ene mand at have opfundet den amerikanske litteratur.

I still adhere to Dickens as either author, or dictator, of the review. My reasons would convince you, could I give them to you – but I have left myself no space. I had two long interviews with Mr. D. when here. Nearly every thing in the critique, I heard from him or suggested to him, personally. The Poems of Emerson I read to him.

(Edgar Allan Poe: Letter to James R. Lowell, New York, July 2. 1844)

[/column]

[column width=”35%” padding=”5%”]

[/column]