af Torben Carlsen
Poes fortælling om Hop-Frog eller Spring-Frøen begynder som et eventyr:
Jeg har aldrig mødt nogen, der var så henrykt for en spøg som kongen …
Hvem denne jeg-fortæller er, får vi aldrig at vide – og det er typisk for Poe at indflette en ukendt person, der holder sammen på fortællingen.
I 1848/49 var Edgar Allan Poe meget produktiv. Derudover turnerede han, som en datidens superstar, med oplæsning af “RAVNEN”. Og han skrev sin sidste store fortælling “Hop-Frog”. Han skrev og skrev og når han gik en tur, tog han den sorte militærkappe på fra hans tid på det amerikanske militærakademi West Point, som han frekventerede 20 år tidligere. Den havde også tjent som tæppe for Virginia – Poe fik aldrig råd til at købe en ny frakke.
Som jeg dog arbejdede, som jeg sled, som jeg skrev! Åh, Gud, har jeg da ikke skrevet altid? Jeg kender ikke det lille ord ‘let’! Jeg sad den ganske dag ved mit skrivebord og om natten brændte min lampe efter midnat. De skulle have set mig. Bøjet til venstre, til højre, forover og bagover – jeg sad der til den bitre ende, bestandig bøjet over det hvide papir. I gode og onde dage – jeg skrev! Var det solskin eller måneskin – jeg skrev! Det er uden betydning at opregne, hvad jeg skrev. Stilen – det var den alting kom an på!
I marts 1849 udkom en af Poes mest ejendommelige fortællinger. Kort tid før udgivelsen skrev han i et brev til en kvindelig bekendt:
Den fortælling, som jeg færdiggjorde i går, har jeg kaldt – hvad tror De? – Jeg er sikker på, at De aldrig gætter det – Hop-Frog! Tænk blot, at Deres Eddy skriver en historie med en sådan titel! De vil aldrig gætte, hvad den handler om (det er også grusomt), det er jeg sikker på. Den vil blive offentliggjort i et ugeskrift “The Flag of Our Union”; det er måske set fra et litterært standpunkt ikke noget særlig anset tidsskrift, men til gengæld et, der betaler de bedste honorarer.
“Hop-Frog” fortsætter temaet med alkoholforårsaget raseriudbrud og koldblodigt mord, som vi kender fra historierne om “Den sorte kat” og “Amontillado-fadet”. Nogle opfattede beretningen som Poes allegoriske hævn over en samtid, som ikke forstod hans digtning – mens andre så den som en litterær hævn mod en bestemt kvinde og hendes sladrende omgangskreds. Sandt er det, at fortællingen har en ætsende virkning; man kan tolke den som en dom over det unge Amerikas moral.
“Hop-Frog” er en fortælling om misvækst, hån og en triumferende hævn. Hop-Frog er en en professionel spasmager, en nar ved hoffet. Kongen driver spas med ham, forventer, at han konstant kan rable vittigheder af sig, men han udnytter også, at hofnarren er både krøbling og dværg. Hop-Frogs eneste fortrolige er den underskønne danserinde Trippetta, som også er dværg – begge var engang sendt som krigsbytte til hoffet.
Da kongen en dag beslutter, at der skal afholdes et stort maskebal, sender han bud efter Hop-Frog og Trippetta, så de kan komme med på råd. Hop-Frog har ingen ideer og det gør kongen så rasende, at han tvinger ham til at drikke to pokaler vin, selv om han godt ved, at Hop-Frog ikke kan tåle det. Trippetta bønfalder på sine grædende knæ kongen om at vise nåde, men det ophidser blot kongen, som slynger en pokal med vin lige i hovedet poå den lille danserinde.
Det vækker Hop-Frog til en grusom hævn …
Efter læsning af denne historie aner man hvilket had, der i løbet af Poes sidste leveår havde samlet sig i hans sind. Han havde i den periode skrevet mange udødelige værker, men hans indkomst havde ikke været nok til at pleje Virginia og skaffe hende lidt bekvemmelighed. Hun døde som 24-årig d. 30. januar 1847.
Første gang jeg stiftede bekendtskab med denne fortælling, var ved Olaf Ussings oplæsning i radioen en gang sidst i 1950’erne eller først i 1960’erne.