Annabel Lee

af Torben Carlsen

annabel lee“Annabel Lee” er det sidste digt, Poe skrev og mange mener, at det er hans smukkeste vidnesbyrd om den tabte Virginia. Det blev offentliggjort to dage efter hans død, i New York Tribune 9. oktober 1849. Det handler som mange af Poes digte om en smuk ung kvindes død.

Digtet fortælles af en ung mand, der beskriver sig selv som et barn. Han forelsker sig i en ung kvinde, der hedder Annabel Lee. De lever et lykkeligt liv sammen i et kingdom by the sea. Deres kærlighed til hinanden er så intens, at englene bliver jaloux og sender en isnende vind ned fra himlen og dræber Annabel Lee. Fortælleren er dybt deprimeret, men opgiver ikke deres indbyrdes kærlighed. Han tror fuldt og fast på, at hans sjæl er uadskillelig fra hans elskede Annabel Lee. Det kan hverken engle eller dæmoner forhindre. Han drømmer om hende hver nat og dvæler ved hendes side ved graven, ved kysten, hvor havene ruller forbi.

Et fremherskende tema i digtet er misundelse. Englene er så fulde af misundelse over fortælleren og Annabel Lees indbyrdes kærlighed, at de føler sig ansporet til at dræbe Annabel Lee, fordi de ikke er så lykkelige som hende! Det viser samtidig, hvor dybt deres misundelse rækker, for man har altid en formodning om, at engle lever et lykkeligt liv i himlen.

Annabel Lee er et meget poetisk navn og det klinger fremragende i digtets struktur. Da digtet er forholdsvist kort, gengives det her både på originalsproget og i Otto Rungs danske gendigtning fra 1918.

It was many and many a year ago
In a kingdom by the sea,
That a maiden there lived whom you may know
By the name of ANNABEL LEE;
And this maiden she lived with no other thought
Than to love and be loved by me.

I was a child and she was a child,
In this kingdom by the sea:
But we loved with a love that was more than love –
I and my ANNABEL LEE
With a love that the wingèd seraphs of heaven
Coveted her and me.

And this was the reason that, long ago,
In this kingdom by the sea,
A wind blew out of a cloud, chilling
My beautiful ANNABEL LEE;
So that her highborn kinsmen came
And bore her away from me,
To shut her up in a sepulchre
In this kingdom by the sea.

The angels, not half so happy in heaven,
Went envying her and me –
Yes! – that was the reason (as all men know,
In this kingdom by the sea)
That the wind came out of the cloud by night,
Chilling and killing my ANNABEL LEE.

But our love it was stronger by far than the love
Of those who were older than we –
Of many far wiser than we –
And neither the angels in heaven above,
Nor the demons down under the sea,
Can ever dissever my soul from the soul
Of the beautiful ANNABEL LEE.

For the moon never beams without bringing me dreams
Of the beautiful ANNABEL LEE;
And the stars never rise but I see the bright eyes
Of the beautiful ANNABEL LEE;
And so, all the night-tide, I live down by the side
Of my darling – my darling – my life and my bride,
In her sepulchre there by the sea –
In her tomb by the side of the sea.

– – –

I en fjern og en henfaren Tid ved en Kyst,
Havene vandrer forbi,
Der leved’ en Pige, hvis Navn vi tyst
Nævnede Annabel Lee,
Og at elske og elskes af mig var den Lyst,
Hun alene levede i.

Jeg var et Barn, og hun var et Barn –
Havene vandrer forbi!
Men vi elsked i Glød, der var mere end Glød –
Jeg og min Annabel Lee;
Med en Elskov, som Himlens serafiske Hær
Anede Overmod i.

Og dette har voldt, at her ved hin Kyst,
Havene vandrer forbi,
Rørte en Sky med sin isnende Vind
Min elskede Annabel Lee,
Så hendes højbaarne Slægtninge kom
Og bar hende bort over Sti,
Dybt til en Grav ved den stenede Strand,
Havene ruller forbi.

Thi Englene aned’ med Undren og Nid,
De ej var så rige som vi;
Det voldte (som kendt af hver Mand ved hin Kyst,
Havene vandrer forbi),
At Vinden en Nat fra en farende Sky
Isned’ og visned’ min Annabel Lee.

Men vi leved’ i Elskov mer rig og mer dyb,
End anet af ældre end vi,
Og langt mer erfarne end vi!
Og hverken Dæmoner blandt Havenes Kryb
Eller Englene fagre og fri
Har magt til at skille min Sjæl fra din Sjæl,
Min elskede Annabel Lee.

I hver bævende Strøm af en maanelys Drøm
Er min strålende Annabel Lee;
Og i Stjernernes Skær dine Øjne er nær,
Oh, min yndige Annabel Lee!
Og naar Dag iler ud, jeg hviler mig ud
Ved din Side, – min Elskte, mit Liv og min Brud,
I din Grav, hvor i dyb Melodi
Havene ruller forbi!

Comments are closed.