Eleonora

af Torben Carlsen

​Illustration af Byam Shaw​Næsten samtidig med at Virginia for første gang hostede blod, udkom i januar 1842 i magasinet “The Gift” fortællingen “Eleonora”, som er uhyggelig på grund af den profetiske forudsigelse af Edgars og Virginias liv. “Eleonora” rummer nogle af Poes smukkeste naturbeskrivelser, man føler sig hensat til et eventyrland. Beskrivelsen af De Mangefarvede Enges Dal, hvor fortælleren strejfer om med sin kusine hånd i hånd, er udformet så æstetisk, at Poes prosa får karakter af lyrik. Eleonora bliver beskrevet som en forlængelse af alt det smukke, der findes i naturen. Uden sammenligning i øvrigt kommer jeg uvægerligt til at tænke på Astrid Lindgrens mesterværk “Mio, min Mio”, der ligeledes rummer både en smuk lys del (De Grønne Enges Ø) og en mere dunkel del (Den Døde Skov og Ridder Katos Borg).

Poe fortæller, hvordan døden røver hans smukke tilbedte hustru fra ham, efter at han har svoret, at ingen nogensinde skal efterfølge hende. Derpå visner naturen og Poe skriver:

Det endte med, at dalen med alle dens minder om Eleonora voldte mig fysisk smerte, og jeg forlod den altid til fordel for verdens tomme glæder og stormende sejre.

​Han kan imidlertid ikke holde sit ord og gifter sig med en pige, som han elsker om muligt endnu mere glødende og modtager til slut i en vision tilgivelse og bliver løst fra sit løfte. “Eleonora” rummer dunkle beskrivelser fra Poes sjæledybder. Fortællingen begynder med en dyster selverkendelse:

Jeg er rundet af en slægt, som er berømt for sin levende indbildningskraft og lidenskabelige glød. Der er dem, som har kaldt mig gal, men det spørgsmål er endnu ikke afgjort, hvorvidt galskab er eller ikke er den yderste intelligens – hvorvidt meget af det, som er fremragende – hvorvidt alt det, som er dybt – ikke forekommer af en tankens sygdom, af ophidsede sjæles stemninger på den ordinære fornufts bekostning.

Comments are closed.