Ulalume

ulalume
I 1847 udkom et mørkt og dystert digt, “Ulalume”, som mange anser for at være Poes bedste. Det kunne læses i magasinet “American Review”. Som flere af Poes digte og fortællinger fokuserer “Ulalume” på tabet af en smuk kvinde, som dør for ham. Vi befinder os i den ensomme måned oktober i et mystisk tågeland Auber ved bredden af floden Weir. Fortælleren vandrer rundt og taler med sin sjæl og ganske uforvarende befinder han sig med ét foran sin elskede Ulalumes grav, hvor han begravede hende for præcist et år siden.

Digtet, som meget sigende foregår i oktober, hvor naturen falmer, fokuserer meget på forfald; løvet er ‘withering’, vissent og helt tørret ind og fortællerens tanker er ‘palsied’, rystende og på det nærmeste lammet. Som mange andre af Poes digte er “Ulalume” rytmisk og meget melodisk og versene er bevidst klangfulde med henblik på at skabe stemninger af sorg og smerte. Digtet passer til Poes teori om, at en smuk kvindes død er det mest poetiske i verden.

Hvem er så Ulalume? Nogle mener, at det er selvbiografisk og beskriver Poes sorg over hans nyligt afdøde kone Virginia. Rent poetisk betoner digtet bogstavet L, som går igen i mange af Poes kvindekarakterer som Annabel Lee, Ligeia, Eulalie, Lenore og Morella. Man kan også antage, at Ulalume symboliserer selve Døden. Læs her første vers, der angiver stemningen:

The skies they were ashen and sober;
The leaves they were crispéd and sere—
The leaves they were withering and sere;
It was night in the lonesome October
Of my most immemorial year;
It was hard by the dim lake of Auber,
In the misty mid region of Weir—
It was down by the dank tarn of Auber,
In the ghoul-haunted woodland of Weir.

Comments are closed.