Manden i Mængden

The Man of the Crowd
Manden i Mængden (Massemennesket)
af Torben Carlsen

Indledningen til fortællingen fra 1839:

manden i mængden af poe

Man siger med rette om en bestemt tysk bog, at es lässt sich nicht lesen … den tillader ikke nogen at læse sig. Der er visse hemmeligheder, som heller ikke tillader, at de fortælles. Hver nat er der mennesker, der dør i deres senge, idet de knuger indbildte skriftefædres hænder og stirrer dem i øjnene med ynkværdige blikke – de dør med fortvivlelse i deres hjerter og krampe i deres struber på grund af mysterier, der er så forfærdelige, at de ikke tillader, at de røbes. Ak, af og til kommer menneskers samvittighed til at bære på en rædselsbyrde så tung, at den kun kan afkastes i graven. Og derfor er det, at al forbrydelses inderste væsen forbliver ukendt.

Ensomhedsangst og fremmedgørelse er nogle af nøgleordene til denne mærkværdige beretning, der tager sin begyndelse på en café i London midt i metropolens menneskemylder. Jeg-fortælleren sidder efter endt sygdom og prøver at komme sig ved at slappe af med sin avis og iagttager de andre gæster og derefter kigger han ud på folkemængden, der ustandseligt passerer forbi cafévinduerne. Mere og mere fortaber han sig i menneskemylderet på gaden, han fordyber sig i alle typerne og beskriver udførligt deres indbyrdes adfærd. Advokater, børsspekulanter, kontorister, funktionærer, lommetyve, spillere, kræmmere, invalider, skøger, udslidte arbejdere og lirekassemænd var det kalejdoskop af menneskelig foretagsomhed, han bemærker.

Her er så halvdelen af fortællingen gået. Fortælleren er ekstatisk opslugt af dette billedvirvar og i mellemtiden er det blevet mørkere og gaslamperne tændes. Pludselig får han øje på et ansigt, som fanger hans interesse og beslaglægger hele hans opmærksomhed. Han får en uimodståelig trang til at vide mere om denne mand. Han får hurtigt sin frakke på, tager hat og stok og løber ud for at finde denne mand. Og hvad sker der så vil enhver læser tænke. Der sker ingenting. Jeg-fortælleren følger og skygger den fremmede, som er et sted mellem 65 og 70 år, time efter time, på kryds og tværs gennem metropolen, over torve og gader, gennem varehuse og beværtninger, fra fattigkvartererne og tilbage til Londons City. Den gamle mand søger hele tiden efter befærdede steder, der hvor der er trængsel og hvor han kan blande sig med andre mennesker. På et tidspunkt begynder det at regne og det tynder ud i befolkningen, hvorpå den gamle mand skynder sig gennem snævre gyder hen til oplyste steder og skubber sig vej gennem mængden, som om han har travlt. De når helt ud til Londons forstæder, hvor de håbløst fattige bor og blander sig lystigt med de berusede gæster.

Efter daggry skynder den gamle sig atter ind mod centrum og blander sig med de mange, der starter dagens dont. Fortælleren har efter et halvt døgns forfølgelse mistet sine kræfter og stiller sig direkte hen foran den gamle mand og stirrer ham ind i ansigtet. Men den gamle mand lægger slet ikke mærke til ham, fortsætter ligegyldigt sin endeløse vandring. Poe forklarer: “Denne gamle mand er den store forbrydelses type og ånd. Han vil ikke være alene. Han er massemennesket. Det vil ikke føre til noget at følge efter ham, for jeg vil ikke få mere at vide hverken om ham eller hans gerninger.” – Man kan også se fortællingen som selv-biografisk, Poe søgte også i perioder ensomheden og flygtede, når han blev bange for sig selv. Den gamle er som Poe selv, bange for ensomheden og derfor er fortællingen i sidste ende – også en angstvision.

Comments are closed.