The Man that was Used Up

I 1839 kunne man i Burton’s Gentleman’s Magazine læse fortællingen “The Man That Was Used Up”, direkte oversat manden, som var slidt op eller som den hedder i den eneste danske oversættelse “Manden som var blevet slagtet”.

the man that was used up

Det er en både grotesk og burlesk beretning, hvor fortælleren ved en speciel lejlighed bliver præsenteret for den prægtigt udseende titulær brigadegeneral John A.B.C. Smith, som ifølge fortællingen er vendt tilbage fra et nyligt felttog mod Bussemen og Kickapooer og bliver på det nærmeste hensat i en tilstand af den ynkeligste sindsbevægelse ved synet af manden. Der er noget fuldstændigt bemærkelsesværdigt over hans skikkelse, hans brystkasse og skulderparti bliver fremhævet, fortælleren fører en samtale med generalen, som derudover er et sprudlende konversationstalent. Aldrig har fortælleren hørt en mere flydende taler eller mødt en mere velorienteret mand.

Da han senere tager afsked med generalen, er det med en forøget interesse for hans person; hans nysgerrighed er blevet pirret, alle dele er perfekte; men det hele passer ikke rigtigt sammen og han fornemmer, at der er noget galt og han forsøger via sine venner at få lokket flere oplysninger ud angående denne på alle måder perfekte mand.

Men lige meget hvem han henvender sig til, hører han blot henførte, antydende udbrud om hvor perfekt denne mand er, som om det var noget, enhver burde vide og derfor et faktum, som ingen burde være i tvivl om. Men kan et menneske være så perfekt?
Fortælleren vil have en løsning på mysteriet og til slut bliver han grebet af en rasende utålmodighed og beslutter selv at opsøge generalen for at få klarlagt sagen.

Det er tidligt på dagen, da han ankommer og generalen er tilsyneladende ved at klæde sig på. Han bliver vist ind i generalens soveværelse af en sort tjener, som bliver på stedet under hele besøget.

Og så vil jeg ikke røbe mere. Hovedformålet med historien er det samme, som H.C. Andersen så smukt og poetisk har skrevet om i eventyret “Nattergalen”, om menneskehedens fuldstændigt stupide betagelse af det kunstige frem for det naturlige. Hos Poe er der dog ingen poesi, det er blot en hudflettende satire.

Comments are closed.