Af Torben Carlsen
Den filosofiske beretning “The Colloquy of Monos and Una” skrev Poe i 1841. Han benytter sig af dialog for at fremstille sit tema, et selvransagende indblik i dødsprocessen og hvad der sker bagefter. Monos og Una er ånder, to elskende, som tidligere har haft bolig i en menneskekrop. Monos, som er den mandlige del, dør flere år før Una.
I fortællingen diskuterer de menneskehedens ødelæggelse af naturen og den mangel på forståelse, mennesket har for verden som en helhed. Der er fantastiske grublerier over hvordan bevidstheden gradvist slukker ned, når man dør – efterhånden som legemet opløses i graven. Det vil nogen sikkert opfatte som et ægte Poe-tema, men fortællingen er på ingen måde en horror-novelle. Tonen og stemningen kan til gengæld føres tilbage til Poes geniale digt “Ulalume” med den tågede sø, våde sumpe og genfærds-skovlandet …
Poe kritiserer den amerikanske kultur, ja hele samfundet. Ifølge Poe bliver Platons idé om opdragelse (legemsøvelser for kroppen og musik for sjælen) ikke blot ignoreret, men holdt nede, undertrykt. Kort fortalt var demokrati, industrialisering, miljøforurening og teknisk udvikling medvirkende årsag til civilisationens undergang, som Monos indser det og han siger videre, at hvis mennesket skal overleve, må det “fødes på ny”.
Lidt af en dommedagsstemning, men Poe er måske også en smule romantisk verdensfjern dagdrømmer, der forestiller sig en verden styret af en regering, der satser på landbrug frem for industri og samtidig ikke styret af en pengefikseret profit-regering, men af et veluddannet aristokrati. Poe betragtede sig hele livet igennem som en ægte sydstatsmand. Jeg kan forestille mig hvad det indebærer af hvide bomuldsmarker, der genlyder af klangfuld negersang i bedste Borte med blæsten”-stil og princippet om at “leve af landets fedme”, som Lennie drømmer om i John Steinbecks “Mus og mænd” og Poe lagde samtidig afstand til nordstaternes gryende industrialisering, beskrevet indgående et lille århundrede senere af digteren Carl Sandburg i hans “Chicago-digte” og af socialist-forfatteren Upton Sinclair i bl.a. “The Jungle”.