Edgar Allan Poe og detektiven Auguste Dupin – en genre fødes

Af Torben Carlsen

Jeg vil i det følgende argumentere for, at Edgar Allan Poe er detektivhistoriens grand old man. Der er på verdensplan generelt stor enighed om, at det var Poe, der med sin detektiv Auguste Dupin skabte den moderne detektiv-genre. Der er heller ingen tvivl om, at det var Poes fortælling ‘The Murders In the Rue Morgue’ fra 1841, der lagde grundstenen til samtlige senere detektivhistorier. Så er spørgsmålet, om der er skrevet detektivhistorier før Poe. Det kommer jeg ind på om lidt.

Oprindeligt ville Poe have været digter. I 1828, året efter hans lyriske debut med ‘Tamerlane and Other Poems’, skrev han til en ven: Jeg er ung, knap 20 år – en digter hvis tilbedelse af det skønne gør mig til en sådan. Jeg ville give alt i verden for at kunne nedskrive mine fantasier. Det var dog i første omgang ikke hans digte, der gjorde ham kendt, ‘Tamerlane’ udkom i et beskedent oplag på ca. 50 eksemplarer, ingen købte den og Poes navn stod end ikke på omslaget. Prisen var 2½ cents; i dag findes der kun 12 udgaver af den og ved Christies auktioner ville den i dag indbringe mellem $500.000-$700.000!!

I 1833 vandt Poe 50$ i førstepræmie i en konkurrence udskrevet af “Baltimore Saturday Visitor”. Fortællingen hed ‘Manuskript fundet i en flaske’ og den blev startskuddet til den lange række af (horror)fortællinger, som Poe mest blev kendt for. Jeg nævner i flæng hans gotiske pragtstykke ‘Huset Ushers fald’, ‘Hjertet der sladrede’, ‘Den Røde Døds maske’, ‘Guldbillen’, ‘William Wilson’, ‘Den sorte kat’, ‘Amontilladofadet’ og mange andre, alle oversat til dansk. Poes samtidige kritikere bebrejdede ham, at hans forkærlighed for det morbide og uhyggelige kunne føres tilbage til tyske gotiske forfattere som f.eks. E.T.A.Hoffmann, hvortil Poe lakonisk gav igen: Når angsten er hovedtemaet i mange af mine fortællinger, vil jeg påstå, at denne skræk ikke kommer fra Tyskland, men fra min sjæl. Det meste af sit liv strejfede han rundt i et dunkelt område mellem geni og sindssyge og han har givetvis frygtet sin mørke dæmoniske side. Det kommer bedst til udtryk i hans bravournummer ‘Huset Ushers Fald’. Usher er både et familienavn og navnet på det dystre slot, hvor Roderick Usher og hans syge tvillingesøster Madeline bor som slægtens sidste led. Selv huset er sygt, det knirker og knager, der er en atmosfære af rådnende forfald. Det er Rodericks ven, som han har sendt bud efter, der fortæller historien og sammen med ham bliver vi vidner til en beretning om incest, levende begravelse og Rodericks forfald, fordi han isolerer sig og ikke inviterer nye mennesker og ideer ind i sit liv. Slutningen er et vanvittigt crescendo af rædsler, der ender med, at huset bogstaveligt brækker midt over og synker ned i den omliggende bjergsø, en kulsort symbolsk undergangsvision. Set i det lys forstår man bedre hvorfor Poe kastede sig over analytiske detektiviske problemer for hermed at flygte fra sine dæmoner.

KRIMINALLITTERATUREN kan spores helt tilbage til Sofokles’ tragedie ‘Ødipus’, men som genrebevidst litteratur opstod den i 1700-tallet i forbindelse med den gryende interesse for social lov og ret. Med lidt god vilje kan man påstå, at den første egentlige kriminalroman udkom i 1488; det var nærmest en lille pamflet, der havde titlen ‘Dracole’. Bogen beskriver bloddryppende gerninger begået af Dracole Waida, som er en forløber for den mere moderne udgave af den rumænske grev Dracula, som vi kender fra Bram Stokers roman, F.W. Murnaus berømte stumfilm ‘Nosferatu’ og adskillige senere udgaver. Som eksempler på anden tidlig kriminallitteratur kan nævnes Friedrich von Schiller med fortællingen ‘Der Verbrecher aus verlorener Ehre’ fra 1786 og skuespillet ‘Die Räuber’ samt visse kapitler fra Voltaires roman ‘Zadig’ fra 1747. Man kan også se mange af Shakespeares skuespil ud fra en kriminalistisk synsvinkel: I ‘Macbeth’ bliver seks af hovedpersonerne udryddet i planmæssig rækkefølge og i både ‘Othello’ og ‘Hamlet’ vrimler det med mord og drab; sidstnævnte har ud over et nøje planlagt snedigt giftmord også et interessant gotisk element i ‘skikkelse’ af Hamlets fars ånd, der viser sig ved midnatstide på slottet i Helsingør og sætter handlingen i gang ved at bede Hamlet hævne mordet på ham. – I Danmark udkom Steen Steensen Blichers fortræffelige novelle ‘Præsten i Vejlbye’ med undertitlen En Criminalhistorie i 1829. Den handler om Hr. Søren, der bliver anklaget for at have slået sin kusk ihjel. Måske har han gjort det, måske ikke; han går ofte i søvne og har måske gjort det uoverlagt. Under alle omstændigheder tilstår han og bliver efterfølgende halshugget. Sandheden kommer for en dag sidst i historien.

DETEKTIVHISTORIEN er en underafdeling af kriminallitteraturen og der kan være diskussion om, hvem der skrev den første i genren. Nogle vil hælde til franskmanden Eugène Francois Vidocq. ‘Vidocqs Memoirer’ er en roman, eller måske snarere en selvbiografi, der udkom i 1828, 13 år før Poe kom på banen med Dupin. Men da bogen baseres på en virkelig person, lader jeg den ude af betragtning. Vidocq startede i det virkelige liv som forbryder, men blev siden politichef i Paris. Hans liv inspirerede senere berømte forfattere som Balzac, Emile Gaboriau og Victor Hugo til at skrive om ham. Det bør måske tilføjes, at Vidocq bliver nævnt i ‘Mordene i Rue Morgue’ som en mand, der gætter godt, men som forstyrrer sit syn ved at holde tingene for tæt til øjnene.

Næste mulighed er E.T.A. Hoffmanns ‘Frøken Scudéri’ fra 1819, som andre vil påstå er den første detektivfortælling. Hvor glimrende historien end er, giver jeg dem ikke ret. Sandheden kommer ikke for en dag ved hjælp af logisk analyse, Frøken Madeleine de Scudéri har godt nok sine tvivl omkring den mistænkte, men hun får sandheden fortalt, leveret på et sølvfad, uden hendes egen opklaring. Hendes største opgave består i, at overbevise myndighederne om den anklagedes uskyld. Det lykkes – takket være hendes fremragende talegaver.

… Og så er jeg kommet frem til et lidt ømt punkt; jeg ser mig nødsaget til at fremhæve en nordmand ved navn Maurits Hansen. Han udgav i 1840, ét år før ‘Mordene i Rue Morgue’, en kriminalroman, der hed ‘Mordet på maskinbygger Roolfsen’ og denne bog indeholder alle de ydre kendetegn, der tilskrives en traditionel detektivfortælling: 1) Der foreligger et konkret problem, dvs. en uopklaret forbrydelse – 2) Der rettes stærk mistanke mod en eller flere, som alle viser sig at være uskyldige – 3) Problemet løses af en detektiv med tilstrækkelig intelligens til at løse gåden – og 4) Sagen opklares og den skyldige udpeges. Tjah, de tørre facts kan jeg ikke affeje, men Poe har med sikkerhed ikke haft kendskab til denne norske, på verdensplan, helt ukendte krimi.

Tilbage har vi så Edgar Allan Poes Chevalier Auguste Dupin og selv om ordet ‘detektiv’ ikke forekommer i fortællingerne, er der almindelig enighed om, at de tre Dupin-fortællinger ‘The Murders In the Rue Morgue’ fra 1841, ‘The Mystery of Marie Rogêt fra 1842’ og ‘The Purloined Letter’ fra 1844 med ét slag skabte en ny litterær genre, den moderne detektivfortælling, som den dag i dag trives i højeste vigør. Nogle har den opfattelse, at Poe skrev ‘The Murders In the Rue Morgue’ fordi han savnede logik i sit liv; andre mente, at han skrev historien for ikke at blive vanvittig. Sandt nok kæmpede Poe som tidligere nævnt med sine dæmoner, som virkelig skræmte ham. Han førte en sej og forbitret kamp mod de mørke magter, der bestandig truede ham og det var sandsynligvis medvirkende årsag til, at han helligede sig analysens overlegne kraft. Set i det rette perspektiv fremstår Poes detektivfortællinger lige så vigtige som hans sælsomme fortællinger, poesi og essays. Det var et stort ambitiøst mål, han havde sat sig, intet mere end at skabe universets kaos om til kosmos.

Dupin, som helt tydeligt er Poes alter ego, lever en for Poe bohemeagtig drømmetilværelse begravet i bøgernes verden uden væsentlige økonomiske problemer og det er hans tro følgesvend, jeg-fortælleren, der som Sir Arthur Conan Doyles Dr. Watson, nedskriver beretningerne. Det er også en nyskabelse inden for genren, idet læserne identificerer sig med fortælleren. Dupin bærer titlen chevalier, dvs. æreslegion-ridder eller aristokrat om man vil – allerede her får vi en af disse snobistisk fine detektiver, som genren senere producerede så mange af. Han ser ned på hoben og er ikke interesseret i honorarer for sit åndelige arbejde.

Alle tre historier foregår i Paris, som Poe aldrig selv oplevede. Han har givetvis ladet sig inspirere af sin samtidige franske forfatterkollega Honoré de Balzac, hvis værker bl.a. omhandlede Paris’ forbryderverden. Poes eneste rejse til Europa førte ham til et 5 års ophold i Skotland og England fra 1815-1820, dvs, mens han var fra 6-11 år gammel. Han rejste sammen med sine plejeforældre, da John Allan, Edgars plejefader, skulle besøge familie og forretningsforbindelser i det gamle land.

Den første af Poes detektivfortællinger ‘Mordene i Rue Morgue’ er forsynet med et motto af Sir Thomas Brown:

Hvad var det for en sang, som sirenerne sang, og hvilket navn Achilles antog, da han skjulte sig blandt kvinder, det kan være gådefuldt nok, men løsningen ligger ikke helt uden for vor gætteevnes grænser.

Heraf fremgår, at Dupin ikke vil blive stillet over for almindelige krydsords-puslerier, men må give sig i kast med løsningen af det tilsyneladende umulige. De første 5 sider af ‘Rue Morgue’ taler Poe så at sige ud fra sit arbejdsbord, han skriver en teoretisk indledning, inden historien går i gang.

Dupin er en rådgivende detektiv. Politichefen i Paris henvender sig til ham, når en sag er gået i hårdknude. Men bemærk så dette korte citat fra den første Sherlock Holmes-beretning ‘A Study in Scarlet’ fra 1887. Holmes & Watson er netop flyttet sammen i lejligheden i 221B Baker Street og Holmes siger til Dr. Watson: … jeg har min ganske bestemte profession – som jeg selv har skabt. Formodentlig er jeg den eneste af min slags i hele verden. Jeg er ‘rådgivende detektiv’, hvis De kan forstå, hvad det vil sige. Store ord fra Mesteren, som for øvrigt ikke havde meget til overs for Dupin. Her er et lidt senere citat fra samme bog:

Dr Watson siger:

De minder mig formelig om Edgar Allan Poes Dupin. Jeg anede ikke, at der eksisterede sådanne væsener uden for romanerne.
Sherlock Holmes rejste sig og tændte sin pibe. De tror sikkert, at De siger mig en stor kompliment, når De sammenligner mig med Dupin, bemærkede han. Efter min opfattelse har Dupin imidlertid været en person af ret ringe kaliber. (…) En smule talent for analytisk tænkning har han utvivlsomt haft; men han har på ingen måde været et sådant unikum, som Poe øjensynligt har tænkt sig.
Jeg var godt gal i hovedet over at høre en helt, som jeg altid havde beundret, blive sablet ned på denne overlegne måde. Jeg gik hen til vinduet, hvor jeg blev stående for at se på det travle gadeliv. Det er meget muligt, at den gode Holmes er et usædvanligt fint hoved, sagde jeg til mig selv, men bevares vel, hvor er han dog indbildsk.

RueMorgue1

Dupin og fortælleren mødtes i et skummelt bibliotek og de flyttede senere sammen i ‘et gammelt ormstukket hus, der længe havde stået tomt som følge af visse overtroiske rygter, som vi ikke nærmere granskede’. Herlig detalje, at disse to begavede boglige bofæller negligerer sådant tøjeri. Til sammenligning ville Sherlock Holmes heller ikke høre tale om en spøgelseshund i romanen The Hound of the Baskervilles og syntes kun, at de mystiske hændelser var interessante for en folkemindesamler! – Som Poe er Dupin sygelig, han lukker vinduernes skodder for sollyset, tænder parfumerede vokskærter, læser, skriver og samtaler med sin ven – og om natten strejfer de rundt i byens dunkle gyder; de sværmede for natten for dens egen skyld.

Mordene i Rue Morgue er foregået i en tilsyneladende hermetisk lukket lejlighed og er stadig aflåst, da opgangens beboere styrter op til døren efter at have hørt de forfærdelige skrig. Hvordan i alverden er gerningsmanden trængt ind? Hvordan er han bagefter sluppet bort, da der tilsyneladende ikke er nogen flugtmuligheder? Fru L’Espanaye og hendes datter Camille beboede fjerde etage i ejendommen og da man endelig brød døren op, fandt man værelset i den vildeste uorden. Samtlige møbler var flået i stykker og lå spredt rundt i rummet. På gulvet lå en blodig barberkniv. Man fandt datterens lig skubbet godt op i skorstenens snævre røgkanal og senere fandt man den gamle dames lig med halsen skåret over i en lille brolagt gård bagest i ejendommen.

Flere forskellige vidner havde ud over skrigene hørt høje stemmer, men der var lige så mange forskellige meninger om, hvem de stemmer tilhørte. En mente at høre franske gloser, en anden var sikker på, at stemmerne kom fra en kvinde, der talte tysk, en tredje havde hørt en skrigende stemme, der efter tonefaldet lød som engelsk, andre bud var en italiener eller en russer!

Men ligesom hans senere endnu mere berømte kollega Sherlock Holmes slår Dupin alle falske teorier ud, indtil logikken fortæller ham, at nu er der kun én mulighed tilbage, den eneste og sande løsning. Den averterer Dupin i avisen efter, lige som Sherlock Holmes så ofte gjorde det. Derpå tager han sin revolver frem og venter på, at den skyldige skal indfinde sig.

RueMorgue

En morgen sidst i juli 1841 fandt man ved et færgeleje i udkanten af New York et lig drivende i Hudson-floden. Den døde, der var frygteligt tilredt, blev identificeret som Mary Cecilia Rogers, der havde været sporløst forsvundet nogle dage og var blevet efterlyst i en annonce af sin mor.

Det bestialske mord vakte kolossal opsigt og figurerede det meste af et par måneder dagligt på avisernes forsider og spisesedler. Hele New York var i oprør. Ikke fordi mord ikke hørte til dagens (u)orden, men fordi det var en ung uskyldig pige, der tilsyneladende var blevet et tilfældigt offer for en af de mange brutale banditter, der holdt til i byens skumle havnekvarterer. Hendes mor, der var enke, havde et beskedent pensionat med få fattige logerende og da det hverken var til at leve eller dø af, havde Mary Rogers allerede som 17-årig taget plads som ekspeditrice i en tobakshandel på Broadway. Den smukke og livlige pige trak mange kunder til butikken. Hun indlod sig dog aldrig på den mindste flirt over disken eller lod sig invitere ud af de mange stamkunder. Det var heller ikke sikkert at færdes ude efter mørkets frembrud; mange banditter dukkede frem fra slumkvartererne og røvede og myrdede!

MarieRoget

Efter drabet har undersøgelser påvist, at Mary Rogers måske alligevel ikke var den dydige jomfruelige pige, som man troede ved første indtryk. Mange levemænd kunne ikke holde øjnene og sikkert heller ikke fingrene fra hende. Ved sin forsvinden var Mary Rogers blevet set i selskab med en mørk herre og adskillige mørke herrer kom i politiets søgelys. Efter adskillige afhøringer uden nogen form for lys i mørket, ebbede interessen ud og man glemte hende.

MEN … hvis Mary Rogers blev glemt i New York, så sad der i Philadelphia en mand, som tværtimod gav sig til at dybdebore hele den gådefulde sag endnu en gang og året efter kunne man på flere avisudklip få indblik i en splinterny og velfunderet teori. Manden var Edgar Allan Poe – hans teori var fortællingen “Mysteriet Marie Rogêt”.

Mordet fascinerede Poe; både fordi han efter sigende har mødt Mary Rogers i tobaksforretningen på Broadway, men også fordi mordet appellerede til Poes ubændige trang til at omsætte alle mysterier i logiske formler. Poe befandt sig på et følelsesmæssigt lavpunkt på den tid. I januar 1842 hostede hans barnekone Virginia for første gang blod op og det var starten på en lang deroute for den lille familie. I sin desperation forsøgte Poe at hutle sig igennem tilværelsen og kom med ét i tanker om Mary Rogers. I løbet af en måneds tid havde han kradset hele historien ned på utallige papirlapper. Selv om han døbte hende om til Marie Rogêt, en lille parisisk sypige, der blev fundet drivende i Seinen og lod sit universalgeni Auguste Dupin afsløre morderen, lagde han i sine utallige fodnoter ikke skjul på, at det var den virkelige sag fra New York, han sigtede til og det var nok til at New Yorks politi gik i gang med nye undersøgelser i Mary Rogers-sagen. Ved sin forsvinden var Mary Rogers som tidligere nævnt blevet observeret i selskab med en mørk herre og adskillige mørke herrer kom i politiets søgelys. Selv Poe kom under mistanke. Signalementet: den mørke herre kunne lige så godt passe på Poes dæmoniske ydre som på alle de andre mistænkte. Var morderen ingen anden end Edgar Allan Poe selv? Var fortællingen kun en afledningsmanøvre? Poe var efterhånden blevet så meget involveret i sagen, at det kunne være mistænkeligt! Flere kilder påstår imidlertid, at Poes løsning af mordgåden næsten stemte overens med den tilståelse, som politiet i New York senere modtog. I en bog fra 1968 af John Walsh: Poe the Detective, The Curious Circumstances Behind the Mystery of Marie Rogêt, har forfatteren efter adskillige undersøgelser begrundet, at, selv om der ikke er ført bevis for påstanden, er der stor sandsynlighed for, at Mary Rogers døde efter en mislykket abort og altså ikke blev kvalt af en søofficer, som Poe konkluderede i sin fortælling.

I fortællingen, som måske kan virke lidt for lang og omstændelig, forklarer Dupin hele udåden fra sin lænestol og har siden dannet vane for andre berømte “lænestolsdetektiver” som Rex Stouts øldrikkende, orkidé-dyrkende Nero Wolfe og Sherlock Holmes’ bror, den om muligt endnu større analytiker Mycroft Holmes, som ifølge Holmes’ udtalelse fra fortællingen ‘Den græske tolk’ kun bevæger sig i området mellem Whitehall, hans bopæl i Pall Mall og Diogenes-klubben lige over for hvor han bor. Jeg vil dog fremhæve en episode i starten af fortællingen om Marie Rogêt: Politipræfekten G – er gået helt i stå med opklaringen og aflægger en eftermiddag visit hos Dupin og den navnløse fortæller. Politipræfekten er frustreret over sine mange fejlslagne forsøg på at jage morderen op, hans gode navn og rygte står på spil og han er parat til hvad som helst for at opklare forbrydelsen. Hele aftenen igennem gennemgår politipræfekten sine egne synspunkter og på et sent tidspunkt hører vi fra den navnløse fortæller:

Dupin, som sad roligt i sin sædvanlige lænestol, var indbegrebet af tilbørlig bevågenhed. Han bar briller, og et blik nu og da ind bag de grønne glas forsikrede mig om, at han gennem alle de syv eller otte blytunge timer, det tog præfekten at bryde op, sov de retfærdiges søvn.

Her har vi i sandhed billedet af en detektiv, der nok selv skal analysere hændelsesforløbet og danne sin egen mening om udfaldet.

‘Marie Rogêt’ bliver med rette betragtet som Poes svageste detektivfortælling. en anmelder skrev bl.a.:

Det er snarere et essay end en fortælling, da det er en øvelse i at ræsonnere. Som fortælling eksisterer den næppe. Man skal være en forhærdet fanatisk kriminolog for at finde interesse i den.

Charles Baudelaire, som flittigt oversatte Poe til fransk i 1850’erne, betragtede dog fortællingen som et mesterværk, et vidunder. Selv om jeg holder meget af Baudelaire, hælder jeg mere til anmelderen.

‘The Purloined Letter’ (Det stjålne brev) betragtede Poe som sin bedste detektivfortælling. Modsat ‘Mordene i Rue Morgue’ med den fortællings udpensling af vold og drab, fokuserer ‘Det stjålne brev’ mere tørt konstaterende på forholdet mellem det parisiske politi og detektiven Auguste Dupin, på det ineffektive lov & orden samfund contra den forstandige kloge detektiv. Da fortælleren i starten reflekterer over de grusomme mord i Rue Morgue-fortællingen, som Dupin løste så perfekt, gør Poe det klart, at han sætter det kølige ræsonnement i ‘Det stjålne brev’ op mod de voldsomme hændelser i ‘Rue Morgue’. De mishandlede og sønderrevne lig i ‘Rue Morgue’ er i ‘Det stjålne brev’ erstattet af det ublodige, livløse stjålne brev. Og ligesom politiet i ‘Rue Morgue’ var ude af stand til at løse den bloddryppende forbrydelse, er politiet i ‘Det stjålne brev’ også hjælpeløse i det tilsyneladende simple mysterium.

‘Det stjålne brev’ bygger, som Poe selv gør opmærksom på, på den almene menneskelige erfaring, at “øjnene er det, man først bliver blind på”. En genstand, man leder ivrigt efter, kan ligge åbent lige for næsen af en, uden at man kan få øje på den. Plottet går ud på, at en minister har stjålet et meget vigtigt brev fra en royal person og Paris’ politipræfekt har fået til opgave på en yderst diskret måde at bringe brevet tilbage, men på trods af minutiøs efterforskning er brevet som sunket i jorden. Brevets indhold får vi ikke noget at vide om, men ministerens besiddelse af det, giver ham en enorm magt; hvis indholdet bliver afsløret over for den rette vedkommende, kan det blive fatalt for brevskriveren. Politipræfekten er som nævnt, jeg vil næsten sige som sædvanligt, gået i stå med efterforskningen, selv om ministerens værelse er gennemsøgt på kryds og tværs; alle tæpper er vendt, bordben er blevet skruet af og undersøgt med mikroskop, alle bøger er blevet gennembladret, ja hver en plet i værelset er blevet gennemsøgt, desværre fuldstændig forgæves.

Dupin mener, at ministeren stadigvæk må have brevet i nærheden af sig, altså i værelset, fordi han måske hurtigt skal være i besiddelse af det for at fremvise det. Præfekten bliver bedt om atter at gennemgå værelset, anden gang lige så forgæves. Da politipræfekten desillusioneret vender tilbage til Dupin, er han parat til at udbetale en stor dusør til den, der kan fremskaffe brevet. Dupin beder ham udskrive checken, for brevet er allerede fundet. Meget snildt havde Dupin regnet ud, at da ministeren netop forventede, at hans hjem blev gennemsøgt, havde han derfor netop ikke gemt brevet i et stoleben, under tæppet eller lignende. Han lod brevet ligge til fri beskuelse, med bagsiden udad, påskrevet en anden adresse. Øjnene er det, man først bliver blind på. Dupin fik fjernet brevet ved at aflede ministerens opmærksomhed ved et arrangeret skyderi nede på gaden og erstattede i en fart brevet med en omhyggeligt fremstillet faksimile. I virkeligheden er Dupin og ministeren, der stjal brevet, ens i deres tankegang. Dupin beskæftigede sig ikke med en hel masse fantastiske psykologiske teorier, men forsøgte at efterleve sin modstanders tankegang. Det lykkedes ham hele tiden at være et skridt foran politiet, fordi han nøje satte sig ind i ministerens tankesæt.

Det stjålne brev

Tilbage er spørgsmålet hvorfor Poe kun lod sin mesterdetektiv Dupin optræde 3 gange og derpå tilsyneladende ligegyldigt opgav en genre, der indbragte Poes efterfølgere verdenssucces og rigdomme? Tænk blot på verdensberømte klassiske forfattere som Sir Arthur Conan Doyle, Charles Dickens (jo, han skrev også detektivromaner), Wilkie Collins, Agatha Christie, Dorothy L. Sayers mmfl. Godt nok skrev Poe i 1844 en kriminalfortælling, der hed ‘Thou Art the Man’ (Du er manden); men selv om der optræder en slags detektiv i fortællingen, er den både for usandsynlig og ringe i forhold til Poes øvrige arbejde. Den gængse opfattelse er, at Poe blot værdsatte eksperimentet med at skrive detektivhistorier som et åndeligt eventyr. Selv om han givetvis ikke ville have nået at profitere af opfindelsen, ramte han en guldåre, udnyttede den ikke, men drog videre mod nye udfordringer, hensunket i dystre drømme.

Comments are closed.