Edgar Allan Poe – i en malstrøm af kærlighed

Af Torben Carlsen

Kærligheden hos den amerikanske forfatter, digter, essayist og redaktør Edgar Allan Poe var en sjælelig, en platonisk drøm, som kun eksisterede i et fantasifuldt paradisisk barndomsland hinsides tid og rum og konstant under dødens slagskygge. Denne slagskygge hvilede over hans barnebrud Virginia, som aldrig opnåede at leve et voksenliv, idet hun døde som 24-årig. Virginia har fremstået som selve legemliggørelsen af den halvt kvinde, halvt lille pige, som Poe elskede i sine digte. Den første kærlighed, Poe mærkede, kom fra hans biologiske mor, som han kun kendte i knap 3 år. Poe blev født d. 19. januar 1809 og Elizabeth ‘Eliza’ Arnold Hopkins Poe døde d. 8. december 1811. Også hun blev kun 24 år. En af de få ting Eliza efterlod til Edgar, var et lille billede, hun havde malet af havnen i Boston. På bagsiden skrev hun: For my little son Edgar, who should ever love Boston, the place of his birth, and where his mother found her best, and most sympathetic friends. Her vil jeg indskyde, at Poe ikke var populær i Bostons litterære kredse og blev så vidt vides aldrig optaget i kredsen af datidens kendte forfattere som Longfellow, Thoreau, Emerson og Hawthorne, som ofte mødtes i Bostons litterære centrum The Old Corner Bookstore, en bygning, der for øvrigt endnu eksisterer, men nu er forvandlet til en mexikansk grillbar! I den nærliggende park Boston Commons lå, og ligger stadigvæk, en stor sø ved navn The Frog Pond og det navn inspirerede Poe til at kalde den kvækkende litterære institution for ‘Frogpondians’.

Maria Clemm

Og nu springer jeg fra Poes fødsel til et par måneder før hans død. Han døde d. 7. oktober 1849, 40 år gammel, og d. 7. juli samme år offentliggjordes Poes måske mest personlige digt To My Mother. Den følelsesbetonede sonnet er ikke skrevet til Eliza, heller ikke til Frances Allan, som opfostrede ham, men til sin elskede tidligt døde barnebrud Virginia’s mor Maria Poe Clemm, med det moderlignende øgenavn Muddy, som var Poes faster. Faderen David Poe forlod familien, da Edgar var omkring 2½ år gammel og senere i Poes voksenliv, var det Maria, der holdt sammen på den lille familie og bl.a. forsøgte at redde nogle af indtægterne fra Poes dårligt betalte redaktørarbejder, inden de forduftede i Poes spirituståger. Det er ganske kort og til slut i digtet lyder det:

My mother – my own mother, who died early,
Was but the mother of myself; but you
Are the mother to the one I loved so dearly,
And thus are dearer than the mother I knew
By that infinity with which my life
Was dearer to my soul than its soul-life.

I sit alt for korte liv blev Poe på det nærmeste suget ind i en malstrøm af kvinder og mange af dem, især de kvindelige deltagere i de litterære saloner, som ofte blev afholdt i første halvdel af 1800-tallet, fandt ham uimodståelig. Poe voksede op som fosterbarn hos en rig købmandsslægt i Richmond, Virginia og selv om adoptivfaderen John Allan gjorde ham arveløs, opfattede Poe, trods fattigdom gennem det meste af sit liv, sig selv som en sydstatsgentleman. Han havde efter sigende en fornem diktion, sydstatsaccent med et nobelt strejf af engelsk, som han aldrig aflagde sig efter 5 år i gamle England fra 1815-1820.

Poes første kærlighed var Jane Stith Stanard, som var mor til Bob, en af hans skolekammerater. Hun blev sindssyg og døde, men Poe glemte hende aldrig og i 1831 skrev han digtet ‘Til Helen’ til hende. Grunden til den titel er, at Poe sammenligner hende med den skønne Helene fra Troja.

Sara Elmira Royster

Hans næste kærlighed gjaldt den 16-årige Sarah Elmira Royster, datter af en nabo til adoptivfaderen John Allan. Poes følelser for hende blev gengældt og de betragtede sig næsten som forlovede. Men da han som 17-årig startede på University of Virginia i Charlottesville, det som blev kaldt ‘den ny verdens Oxford’, fik han aldrig svar på de breve, han sendte til hende. Som gammel dame og enke udtalte Elmira sig i 1875 bl.a.: Vores forbindelse blev afbrudt, da han tog på universitetet. Han skrev regelmæssigt til mig i al den tid han var på universitetet, men min far opsnappede brevene, fordi han mente, vi var for unge endnu – ikke af nogen anden grund. – Det kan virke som en grusom faderlig handling og det var naturligvis bittert for den unge Poe ved sin tilbagekomst fra universitetet at finde Elmira gift med en anden og at erfare, at hans breve var blevet opsnappet. I det tidlige digt ‘Song’ fra 1827 står der bl.a.: I saw thee on the bridal day when a burning blush came o’er thee …

Et nyt skæbnesvangert slag ramte Poe 28. februar 1829. Frances Allan, hans inderligt elskede plejemor, døde af tuberkulose. På det tidspunkt var Poe udstationeret som soldat på Fort Monroe i Virginia og han blev underrettet så sent, at han først nåede hjem efter hendes begravelse. Den døende Frances havde ellers bønfaldt og tigget og bedt om at se Edgar, inden hun døde.

I 1836 giftede Poe sig med sin 13-årige kusine Virginia, en køn, bleg pige med store mørke øjne og kulsort hår. I Amerika var det den gang hverken forbudt eller ualmindeligt, at helt unge piger giftede sig; det var dog ikke specielt velset og på vielsesattesten er hendes alder opgivet til 21 år. Poe tilbad sin barnebrud men allerede 7 år senere, i januar 1842, startede den tragiske glidebane, der 5 år senere medførte Virginias død. Under en hyggestund, hvor Virginia sang og spillede piano, hostede hun for første gang blod op. Poe vidste nok, hvor det bar hen. Samme år skrev han ‘Den røde Døds maske’. Måske er den inspireret af koleraepidemien i Baltimore i 1832, hvor de velstående, som i fortællingen, forsøger at forskanse sig, men … blod og tuberkulose – den sammenhæng blev meget tidligt præget ind i hans bevidsthed. Kort tid senere udkom en af hans absolut smukkeste fortællinger, ‘Eleonora’, som blev den sidste i rækken af hans såkaldte kvindefortællinger. De øvrige er ‘Berenice’, ‘Morella’ og ‘Ligeia’.

‘Eleonora’ er stærkt præget af Virginias sygdom og er uhyggelig på grund af den profetiske forudsigelse af skæbnesvangre begivenheder i hans eget liv. ‘Eleonora’ rummer nogle af Poes smukkeste naturbeskrivelser; man føler sig hensat til et eventyrland; beskrivelsen af De Mangefarvede Enges Dal, hvor fortælleren strejfer om med sin kusine hånd i hånd i 15 år, er udformet så æstetisk, at Poes prosa får karakter af lyrik. Eleonora bliver beskrevet som en forlængelse af alt det smukke, der findes i naturen. Uden sammenligning i øvrigt kommer jeg uvægerligt til at tænke på Astrid Lindgrens mesterværk ‘Mio min Mio’, som også rummer både en smuk lys (De Grønne Enges Ø) og en dunkel mørk del (Den Døde Skov og Ridder Katos Borg). Poe fortæller, hvordan døden røver hans smukke tilbedte hustru fra ham, efter at han har svoret, at ingen nogensinde skal efterfølge hende. Derpå visner naturen og Poe skriver: Det endte med, at dalen med alle dens minder om Eleonora voldte mig fysisk smerte, og jeg forlod den for altid til fordel for verdens tomme glæder og stormende sejre. Han kan imidlertid ikke holde sit ord og gifter sig med en pige, som han elsker om muligt endnu mere glødende end den afdøde og modtager til slut i en vision tilgivelse og bliver løst fra sit løfte. Poe overlevede Virginia i små tre år, men hans forvirrede og ofte pinlige forsøg på at give hende en efterfølger lige som Eleonora, skal vi høre om senere. ‘Eleonora’ rummer dunkle beskrivelser fra Poes indre liv. Allerede begyndelsen er en beklemmende selvbekendelse: Oversættelse af Hans-Jørgen Birkmose:

Jeg er rundet af en slægt, som er berømt for sin levende indbildningskraft og lidenskabelige glød. Der er dem, som har kaldt mig gal, men det spørgsmål er endnu ikke afgjort, hvorvidt galskab er eller ikke er den yderste intelligens – hvorvidt meget af det, som er fremragende- hvorvidt alt det, som er dybt – ikke forekommer af en tankens sygdom, af ophidsede sjæles stemninger på den ordinære fornufts bekostning. De, som drømmer ved dagens lys, ved meget, som undslipper dem, der kun drømmer om natten. I deres grå syner ser de brudstykker af evigheden og når de vågner, dirrer de, for de ved, at de har stået på den store hemmeligheds rand.

Virginia clemm

Virginia døde af tuberkulose i 1847 og var på det nærmeste invalid de sidste år på trods af at den lille familie var flyttet ud på landet i Poe Cottage. Den lille hytte Poe Cottage, som nu er museum, er den eneste eksisterende bygning fra den lille landsby Fordham. Nu ligger huset midt i bydelen Bronx på alle sider omgivet af larmende trafik, dog beskyttet i den lille Poe Park. Umiddelbart efter Virginias død skrev Poe sit korteste digt ‘Deep In Earth’. De to linier lyder således:

Deep in earth my love is lying – And I must weep alone.

I essayet ‘The Philosophy of Composition’ fra 1846 skriver Poe bl.a.:

Skønhed af enhver slags vækker i dens højeste udfoldelse altid den følsomme sjæl til tårer. Melankoli er således den mest berettigede af alle poetiske stemninger (…) Af alle melankolske emner, hvilket er – i overensstemmelse med menneskehedens universelle opfattelse – det mest melankolske? – Døden, lød det tydelige svar. Og hvornår, spurgte jeg, er det mest melankolske emne mest poetisk? (…) Svaret er klart: Når det forbinder sig tættest med skønheden. En smuk kvindes død er da utvivlsomt det mest poetiske emne i verden – og ligeledes er der ingen tvivl om, at de læber, der bedst egner sig til et sådant emne, er den sørgende elskers.

Denne tese skrev Poe i forbindelse med tilblivelsen af hans mest berømte digt ‘The Raven’ (Ravnen), som udkom i januar 1845 i New York Evening Mirror side om side med noget så prosaisk som udstykning og salg af landejendomme. Det er et stort musikalsk og fortællende digt med overnaturlige undertoner og handler om en digter, der forsøger at glemme sin længsel efter sin afdøde elskede, en tragisk rolle, som Poe vidste snart skulle blive hans. I digtet forsøger digteren at komme sig over sit frygtelige tab ved bl.a. at fordrive tiden i bøgernes verden. En sen aften banker det på ruden og ind flyver en kulsort ravn. Som en legemliggørelse af en profet eller måske en dæmon, svarer ‘dødens sorte budbringer’ med det skærende rytmiske omkvæd ‘NEVERMORE’ på alle spørgsmål fra digteren, bl.a. om han skal gense sin elskede. Digtet er skrevet som et stykke musik, fyldt med toner og rytmer og uophørligt vekslende strofe- og stemningsmønstre. Noget lignende havde man aldrig læst eller hørt tidligere og det siges, at det besnærer og fortryller selv umusikalske mennesker. Poe har på det nærmeste komponeret et digt. Hør selv 1. vers:

Once upon a midnight dreary, while I pondered, weak and weary,
Over many a quaint and curious volume of forgotten lore—
While I nodded, nearly napping, suddenly there came a tapping,
As of some one gently rapping, rapping at my chamber door.
“’Tis some visitor,” I muttered, “tapping at my chamber door—
Only this and nothing more.”

frances sargent osgood

Med dette digt blev Poe en løve i New Yorks litterære saloner. Kvinderne flokkedes om denne charmør fra Syden med den blide og smukke stemme. Mange af kvinderne var selv digtere. De fleste af navnene siger os ikke noget i dag, men et springer i øjnene: Frances Sargent Osgood, eller blot Fanny, som hun oftest blev kaldt. Poe, der var en skarp og frygtet litteraturkritiker med øgenavnet ‘The Tomahawk Man’, havde i februar 1845 holdt et dundrende foredrag om amerikansk poesi, hvor han på det nærmeste henrettede sin samtidige Henry W. Longfellow; men samtidig blev han blød i knæene og talte pænt om Fanny Osgood og mente at hun og hendes poesi havde en rosenrød fremtid og fortjente en større udbredelse. Fannys digte havde titler som Skæbnens smykkeskrin’, ‘Den døende rosenknops klage’ og ‘Dit hjerte er en spilledåse’.

En anden kvindelig lyriker, Elizabeth Ellet, blev voldsomt jaloux og skrev anonyme breve til Poes tuberkuløse kone Virginia og påstod, at hun havde set kompromitterende breve fra Fanny Osgood.

Det afstedkom en stor skandale, som dybt påvirkede den syge Virginia. På sin sygeseng proklamerede Virginia, at Mrs. Ellet havde været hendes morderske! Som yderligere hævn spredte Elizabeth Ellet også det rygte, at Poe var sindssyg. Mange af disse konspirationer underholdt New Yorkerne sig med i månedsvis og gavnede absolut ikke Poes omdømme. Man kan forestille sig, at Poe tog en ‘litterær hævn’ over Mrs. Ellet og hendes omgangskreds, da han skrev de to berømte fortællinger med hævnmotiv ‘The Cask of Amontillado’ og ‘Hop-Frog’.

Efter Virginias død var Poe sønderknust og blev aldrig siden rigtigt sig selv. Men han forsøgte alligevel at få et nyt fast holdepunkt i tilværelsen, en kvinde, som han kunne tilbede og leve sammen med. Han kørte rundt i en tragikomisk kærlighedskarrusel. Et desperat hjertes kamp for at elske og blive elsket. Katastrofen lurede konstant i kulissen; han digtede sig ud af krisen og skrev i 1847 det melankolsk sælsomme kvad om ‘Ulalume’, der som meget andet fra Poes side fokuserer på tabet af en ung smuk kvinde. Vi befinder os i den ensomme måned oktober i et mystisk tågeland Auber ved bredden af floden Weir. Poe beskriver indgående et billede af tilintetgørelse og forfald og fremmer en drømmelignende forbindelse mellem de fysiske og de spirituelle omgivelser, alt imens fortælleren vandrer gennem skoven og taler med sin sjæl; ganske uforvarende står han pludselig foran det sted, hvor han for præcist et år siden begravede sin elskede Ulalume.

The skies they were ashen and sober;
The leaves they were crisped and sere –
The leaves they were withering and sere;
It was night in the lonesome October
Of my most immemorial year;
It was hard by the dim lake of Auber,
In the misty mid region of Weir –
It was down by the dank tarn of Auber,
In the ghoul-haunted woodland of Weir.

‘Ulalume’ betragtes i dag som et af Poes lyriske højdepunkter; men hvis det er et lidt mørkt og dystert digt, blev ‘Annabel Lee’, som Poe skrev kort før sin død i 1849 og som først blev udgivet efter hans død, et af hans mest populære og smukkeste digte. I ‘Annabel Lee’ beskriver Poe, hvordan han brændende ønsker at forene sig med sin elskede i døden. Der er noget næsten mytologisk og eventyragtigt over dette digt, som har sin berømte indledning:

It was many and many a year ago, in a kingdom by the sea, that a maiden there lived whom you may know by the name of Annabel Lee …

og slutningen er lige så bevægende:

… And the stars never rise, but I feel the bright eyes Of the beautiful Annabel Lee; And so, all the night-tide, I lie down by the side Of my darling – my darling – my life and my bride, In the sepulchre there by the sea, In her tomb by the sounding sea.

Man kan stadigvæk blive rørt til tårer over dette smukke og følelsesladede digt. Poes åndsevner og digteriske kraft var endnu ikke brudt. ‘Annabel Lee’ blev Poes evige mindesmærke over sin afdøde hustru Virginia Clemm.

Meget tyder på, at Poe efter Virginias død fandt sit livs store kærlighed i Mrs. Nancy Locke Heywood Richmond. Hun var slank og smuk, sidst i tyverne, rastløs, befandt sig i et kedeligt ligegyldigt ægteskab og sikkert derfor ivrig efter at gøre bekendtskab med Poe og hans fascinerende litterære berømmelse. Poe kaldte hende af uvis årsag Annie. Netop ‘To Annie’ hedder et af Poes sidste digte og disse indledende linjer skulle kort tid senere vise sig at være profetiske:

Thank Heaven! the crisis –
The Danger is past,
And the lingering illness
Is over at last –
And the fever called ‘Living’
Is conquered at last.

sarah helen whitman

Men samtidig indledte han et forhold til Sarah Helen Whitman, en enke på 45 år, altså 6 år ældre end Poe. Hun havde et ry for at skrive følelsesfulde vers og Poe havde mødt hende ved en tidligere lejlighed. Helen Whitman boede hos sin mor og var fuldstændig økonomisk afhængig af hende. Så snart Helens omgangskreds hørte om forholdet til Poe, blev hun på det kraftigste advaret mod at etablere en forbindelse til Poe, som var berygtet for sin alkoholindtagelse. Det kom dog så vidt, at der blev bestilt lysning til ægteskabet, men da Edgar kort tid inden giftermålet faldt i et uheldigt drikkelag og senere besøgte Helen for at undskylde, tog Helens mor affære. Helen Whitman har senere udtalt: Mr. Poe brød derpå op og forlod huset med en bitter bemærkning om det, han kaldte min families ‘uudholdelige krænkelser’. Jeg så ham aldrig mere.

Tilbage i sin barndoms by Richmond traf han atter sin ungdoms store kærlighed Sarah Elmira Royster. Nu hed hun Shelton til efternavn og var enke. Hun gav ham sit ‘ja’ og forlovelsen med Sarah åbnede dørene for ham til det gode selskab i Richmond. Også hans sidste foredrag d. 24. september, kun små 2 uger før hans død, var en succes, hvor han bl.a. reciterede ‘The Raven’. Men på det tidspunkt var Poe allerede dødsmærket. Sarah Elmira Shelton var forskræmt over hans udseende, men dagen efter modtog hun undrende den besked, at Poe tidligt om morgenen var rejst og gået om bord på et skib til Baltimore. Hans plan var at tage videre til New York for at ordne nogle forretninger og hente sin faster Maria Clemm; men så langt nåede han ikke. Han endte sine dage på et hospital i Baltimore, hvor han d. 7. oktober 1849 efter flere dages delirium tremens udtalte sine sidste klare ord: Gud hjælpe min arme sjæl. The fever called ‘Living’ was conquered at last.

Comments are closed.